Af Peter Neerup Buhl
Povl H. Riis-Knudsen præsenteres oftest som tidligere ”topnazist” (hvad ”top” angår, får det vel at mærke virkelige magthavere til at grine, ligesom når østrigere ser Himmelbjerget)… Så de fleste tør ikke omtale ham andet end nedsættende af frygt for at blive sat i bås eller blive beskyldt for at anerkende ham. Og det til trods for, at de fleste pæne borgerlige, der vil virke dannede, har ureformerede kommunister som Hans Scherfig, Otto Gelsted og Broby-Johansen stående på reolen. Så stik piben ind.
At betonkommunister også har ydet varige bidrag til dansk debat og kultur, kan ikke nægtes, men at en nazist kan det, nuværende eller forhenværende, er et tabuiseret spørgsmål, særlig blandt dem, der frygter ”guilt by association” (det er jeg, uden udsigt til ”position”, ligeglad med). Læsning i Riis-Knudsens talrige udgivelser fra de seneste år gør det dog svært at benægte, at der her er en del bidrag, der er tankevækkende og af kvalitet. Hvilket ligesom med kommunisterne ikke behøver at betyde, at man er enig i det hele (det føler man sig irriterende nok tvunget til at tilføje).
Hans seneste udgivelse er den lille bog (68 sider) ”Individ og samfund i udvalgte klassikere fra dansk guldalderdigtning”, faktisk en trykt udgave af en danskopgave fra forfatterens gymnasietid. En del af lærerens med rette meget rosende kommentar er trykt sidst i bogen, hvor det fastslås, at Riis-Knudsens fremstilling af emnet er overskuelig, selvstændig og viser overblik. Jeg vil tilføje, at skriftet ville være meget udmærket til brug i gymnasieundervisningen i dag, hvor elevernes viden om emnet alt for ofte forbliver noget nær nul.
Riis-Knudsen viste i gymnasiet sjældne evner, på universitetet ligeså, men det udmøntede sig jo ikke i en dertil svarende samfundsposition, fordi han tidligt dummede sig med sit naziparti, hvilket han også i dag fortryder. Den fædrene arv undskylder ham ikke i omverdenens øjne, skønt denne så tit er hurtig med tilgivelse for udskejelser i mange andre retninger. Man må så også sige, at han stadig ynder at udtrykke sig meget voldsomt polemisk, så man ikke glemmer hans fortid. Men så må reaktionen jo være saglige modsvar, fx hvorfor man egentlig mener, at problemet med befolkningsudskiftningen kan løses demokratisk og ublodigt (hvilket han afviser).
Det er vel at mærke svært at finde tegn på forfatterens ideologiske karriere i nærværende skrift, som meget fint karakteriserer forfattere som Poul Martin Møller, Blicher, Heiberg og H.C. Andersen. Det var en skam, at Riis-Knudsen reagerede så instinktivt kontrært på historiens forløb, når han måske kunne været blevet en slags ny Harald Nielsen. Blev sol og vind delt lige i verden, burde han dog stadig kunne blive kommentator for store medier, hvor den modsatte yderfløj er så velrepræsenteret. Mainstream burde også ifølge egen selvforståelse have godt af at høre sin absolutte antipode, hvis man tager snakken om ”demokratisk samtale” alvorligt.
Der er jo mindre udsigt til, at han får magt som agt, end der er med de mørkerøde. Samtiden savner noget, der sætter den i relief. Jo, den har en karikatur af nynazisten, men med den ”duttes folk en mening på, hvis vanvid alle kan forstå”. Riis-Knudsen argumenterer godt og med viden, der ville få den typiske antiracist til bare at måbe og sige ”øhh”… Men netop derfor er han selvfølgelig også ekstra farlig. Dog hans standpunkt forsvinder ikke ved at blive fortiet. Jeg deler hans uro ved befolkningsudskiftningen, som trænger til belysning fra alle sider, men har diskuteret med ham ikke mindst netop om synet på ”individ og samfund”.
Mit udgangspunkt, der kan sammenfattes med henvisning til F.A. Hayeks ”Vejen til trældom”, er et ganske andet end hans ”helhedens vel frem for den enkeltes”, der rigeligt kan misbruges. Ikke overraskende går han med fuld udblæsning i brechen for Putins ensidige statsideologi. Jeg vil også mene, at han tænker apokalyptisk, mens jeg vil fastholde begivenhedernes relativitet. Men hvorfor skulle han derfor være paria, når der nu engang er så mange ledende (og sandelig mindre belæste) meningsdannere med tåbelige standpunkter, der er mere skæbnesvangre for danskerne?