BOGANMELDELSE MED MERE
Morten Thing
Israel, et mislykket samfund, en mislykket stat
Solidaritet 2023
Det er med den yderste mistrøstighed, man i denne tid læser en stor del af de indlæg, der postes på Facebook om den nuværende situation i Gaza. Selv om mange af disse er skrevet af ellers fornuftige folk, vidner kun alt for mange om en katastrofal mangel på refleksion og en endnu større mangel på historisk viden. Der synes her nærmest at være tale om et vakuum. Alt for mange køber ukritisk Israels version af Mellemøstens historie, selv om denne ganske enkelt bygger på en af de groveste forfalskninger af historien, der er i omløb om aktuelle politiske forhold. Kritik af Israel synes at være noget nær helligbrøde.
Dette skyldes i hovedsagen fire forhold:
For det første, at det for rigtig mange mennesker er vanskeligt at have nogen som helst sympati for muslimer i det hele taget. Måske ikke, fordi man har sat sig ind i islam, men fordi man med rette ser den muslimske invasion af Danmark som en af de største farer for vor nations fortsatte beståen nogensinde, og når denne invasion så sammenkobles med disse fremmedes højlydte demonstrationer til fordel for den hårdt plagede civilbefolkning i Gaza, ja, så er det jo ikke unaturligt, at store dele af befolkningen væmmes og tager afstand herfra, idet de kaster hele deres støtte på Israel, der ses som en nærmest europæisk stat, ”det eneste demokrati i Mellemøsten”, et udsagn, der dog er udtryk for en meget lemfældig omgang med sandheden. Det er imidlertid nødvendigt at adskille konflikten omkring Palæstina fra indvandringsproblematikken her. Der er dog lighedspunkter. Palæstinenserne er blevet fortrængt fra deres eget land af indvandrende jøder – ganske på samme måde som vi er ved at blive fortrængt af fremmede – især fra den arabiske verden. Vi er altså i samme situation som palæstinenserne, så måske vi skulle prøve at forstå dem. En stor del af vore ubudne gæster er netop palæstinensere (som i øvrigt for en stor dels vedkommende er kristne). De er kun her, fordi de er blevet fortrængt af Israel. Og de øvrige arabiske migranter er her primært, fordi USA efter nøje aftale med Israel har ødelagt det ene velordnede arabiske land efter det andet: Libanon, Irak, Libyen, Syrien… Alle steder er progressive, endog oftest vestligt orienterede regeringer blevet udsat for et amerikansk ”regime change”, bestilt af Israel – og alle steder har resultatet som planlagt været kaos. Jeg har skrevet om de nærmere enkeltheder og henviser her blot til artiklerne “Skal danske nationalister støtte Israel?”, “Ulykkelig kærlighed” og “Findes der en løsning på Palæstinaproblemet?”, alle i mine Nationalistiske betragtninger, Ordsmeden 2023, og ikke mindst til de deri anførte kildehenvisninger. Lad mig understrege, at de fordrevne palæstinensere ikke skal være her – de skal tilbage til Palæstina! Israels plan er imidlertid, at vi skal have endnu flere. Israel har til hensigt at fordele den resterende palæstinensiske befolkning på de europæiske lande! Så hvorfor støtter vi egentlig Israel? For at få flere palæstinensere til landet?
For det andet har den herskende holocaustreligion givet et moralsk carte blanche til jøderne, så de kan gøre hvad som helst uden at blive stillet til regnskab, ja, de kan endog gøre mod andre, hvad de selv blev udsat for og i dag stadig hyler over. Jøderne burde vel være de første til ikke at påføre andre et holocaust, men måske man skulle reflektere over, hvorfor jøderne ene af alle folk i diaspora nærmest konstant har været udsat for det ene holocaust efter det andet siden det såkaldte ”fangenskab” i Ægypten i Første Mosebog. Her beskrives nøje, hvorfor jøderne blev forfulgt, og dette handlingsmønster har ledsaget dem lige siden. Der er stort set ikke det europæiske land, de ikke er blevet udvist fra, og pogromernes tal har ikke været ringe. Mange andre folkeslag har en stor diaspora. Det gælder f.eks. armenierne, kineserne eller irerne. De har aldrig været udsat for massive forfølgelser, der ikke havde forbindelse med lokale arbejdskonflikter, hvor de to sidste grupper ofte er blevet beskyldt for at underbyde lokale arbejdere. Det er aldrig den slags, der har aldrig været grunden for jødeforfølgelserne.
For det tredje er der vor såkaldte jødisk-kristne arv. Et udslag af denne form for judeofili finder man f.eks. i Kristeligt Dagblad den 30. december 2023 under overskriften ”Hvis Jesus ikke var jøde, kunne ikke være verdens frelser”. Det begrunder Jens Ole Christensen, der er lektor ved Folkekirkens Uddannelses og Videnscenter, i artiklen således: ”For dels var løftet knyttet til en efterkommer af Abraham og kong David. Det var i den slægt, verdensfrelser skulle fødes”. Og senere: ”Altså han skulle påtage sig den gammeltestamentlige lovs forpligtelser. Og derfor har den kristne kirke – når den tager sit eget DNA alvorligt – et særligt forhold til jøder. Vi er i nær familie med dem på et plan, der går dybere end til lighedspunkter i tro, kultur og helligskrifter. Vi er genetisk i gæld til dem, når det handler om det dyrebareste i vores liv: Jøden Jesus fra Nazareth.” Den 13. januar udtrykker generalsekretær i den jødiske propagandacentral ”Ordet og Israel” Ole Andersen det sammesteds således: ”Hvis man hader jøder, så hader man også Jesus”, idet han også henviser til Johs. 4,22: ”Frelsen udgår fra jøderne!”. Det er nu, vi bør holde en pause, så læserne lige kan opsige deres medlemskab af den danske folkekirke, hvis de ikke for længst har gjort det. Jens Ole Christensen omgås unægtelig begrebet ”genetik” noget lemfældigt, og i det hele taget overser man, at vi jo netop ikke følger den jødiske lov, at Jesus selv har sagt:”Jeg er ikke sendt til andre end til de fortabte får af Israels hus.” (Matt. 15,24), at det var jøderne, der lod Jesus korsfæste, og ikke romerne – Pilatus ville hellere korsfæste morderen Barabas, men jøderne forlangte Barabas frigivet og Jesus på korset – ”Korsfæst, korsfæst ham!” råber de (Lukas 23,21) – og at jøderne jo netop ikke anerkender ham som Messias. Han forsøgte at rydde op, bl.a. ved at smide ågerkarlene ud af templet – noget jøder bestemt ikke let tilgiver. Og i øvrigt tager Jesus jo selv afstand fra jødedommen og jøderne: ”I har Djævelen til fader, og I er villige til at gøre, hvad der lyster jeres fader.” (Johs. 8,44). Den gode Jesus har virkelig en vanskelig opgave her! Teologi og kendsgerninger er uforenelige størrelser, og med Biblen i hånden kan man jo ret beset ”bevise” hvad som helst. Endelig er der jo overvældende sandsynligt, at denne Jesus, vi alle kender så godt, aldrig har eksisteret (1) – men det er så denne sag uvedkommende. I vor kultur eksisterer han, og uden ham ville der være store huller i både vor malerkunst, vor musik og vor litteratur. Og retfærdigvis skal det også siges, at GT beklageligvis ligeledes indgår i vor kulturelle arv som et mellemøstligt fremmedlegeme.
I dagens Danmark er der vel desværre næppe mange, som kender de jødiske religiøse skrifter. Der er stor sport i at finde skrækkelige steder i Koranen og Haditherne. Dem er der mange af, men Koranen indeholder jo trods alt også andet end disse skrækkelige steder, selv om det naturligvis er en uhyre primitiv bog med et utrolig begrænset ordforråd (2) . Det Gamle Testamente indeholder imidlertid mindst lige så mange skrækkelige steder som Koranen – men det indeholder naturligvis også megen smuk poesi, og det er psykologisk og menneskeligt langt dybere end Koranen. Det Gamle Testamente er skrevet for højtbegavede mennesker, Koranen for analfabetiske fårehyrder og kameldrivere.
Det Gamle Testamente er imidlertid én lang beretning om jødernes folkemord på de mennesker, der tidligere beboede det land, de i dag kalder Israel. Jeg skal kun nævne et enkelt eksempel, netop fra Morten Things bog, som jeg senere vil omtale nærmere. Det drejer sig om udryddelsen af midjaniterne, som omtales i 4. Mosebog, kapitel 31. I vers 7-10 hedder det således:
”De drog ud i kamp mod midjaniterne, som Herren havde pålagt Moses, og dræbte alle af mandkøn, og foruden de andre, der blev slået ihjel, dræbte de også Midjans konger, Evi, Rekem, Zur, Hur og Reba, Midjans fem Konger; også Bileam, Beors søn, dræbte de med sværdet. Og israeliterne bortførte midjaniternes kvinder og børn som krigsfanger, og alt deres kvæg, alle deres hjorde og alt deres gods tog de med som bytte; og alle deres byer på de beboede steder og alle deres teltlejre stak de ild på.”
Man skulle have troet, at de havde gjort en god dags jødisk arbejde, men det var ikke godt nok.
”Og Moses sagde til dem: Har I ladet alle kvinder i live? Det var jo dem, der efter Bileams råd blev årsag til, at israeliterne var troløse mod HERREN i den sag med Pear (3), så at plagen ramte HERRENS menighed. Dræb derfor alle drengebørn og alle kvinder, der har kendt mand og haft samleje med mænd: men alle piger, der ikke har haft samleje med mænd, skal I lade i live og beholde.” (15-18) 4
Det var så midjaniterne. Senere kommer turen til hetiterne, girgasjiterne, amoriterne, kana’anæerne, perizziterne, hiviterne og jebusiterne m.fl. Og det må de,
”Thi du er et folk, der er helliget HERREN din Gud; dig har HERREN din Gud udvalgt til sit ejendomsfolk blandt alle folk på jorden.” (5. Mosebog 7,6)… : ”Velsignet skal du være frem for alle andre folk”. (7,14) ”Og alle de folk, som HERREN din Gud giver dig, skal du fortære uden skånsel;” (7,16). ”Ja også Gedehamse vil HERREN din Gud sende imod dem, indtil de, der er tilbage og holder sig skjult for dig, er udryddet.” (7,20).
Dette er vel den sande skinbarlige racisme, eller?
Det Gamle Testamente er som sagt en udførlig gennemgang af jødernes etniske udrensning af alle de folkeslag, der kom i vejen for dem, og det skorter ikke på rædselsfulde grusomheder. De har arbejdet på dette projekt siden de ældste tider, og det gør man stadig i Palæstina efter samme recept, blot med moderne amerikanske og tyske våben. Og bemærk: Det er jøderne, der er Guds udvalgte folk – det er ikke os. Så hvor er vort åndelige slægtskab med dem? Man taler så meget om, at Islam kræver underkastelse, men kristne har blindt underkastet sig en jødisk gud, som har et andet folk, nemlig jøderne, som sit ejendomsfolk, og hvis interesser han tjener.
For den gode ordens skyld skal vi også lige i den forbindelse gøre opmærksom på de jødiske ”hadither”, der er samlet i Talmud, et kæmpeværk, der tolker og forklarer Toraen (de 5 Mosebøger) og i øvrigt fortolker, hvad de skriftkloge mener er Gud Herrens mening med det hele, og hans mening er kun for jøderne, for ”ikke-jøder og slaver er bestemt til at skulle udryddes” (Fol. 45a). Talmud er en guldgrube for den, der søger skrækkelige steder – men Talmud består – ligesom Koranen – ikke kun af skrækkelige steder.
Jeg kan ikke ubetinget abonnere på ideen om en fælles jødisk-kristen kultur. Kristendommens oprindelse forekommer mig at være en i hvert fald delvis jødisk opfindelse til nedbrydning af Romerriget, og da det lykkedes så såre godt, gik man videre. I dag har den jødiske elite fundet andre budskaber med samme destruktive formål. Man kan naturligvis diskutere, hvor historisk GT er, men et er sikkert: Det er udtryk for den jødiske selvforståelse. Med folk, som tror på Himmelnisser i den grad, at de mener, at jøderne har ret til at udrydde palæstinenserne, fordi deres Gud har givet dem denne ret, kan man ikke diskutere. De er et tilfælde for psykiatrien.
For det fjerde beherskes såvel massemedierne som det økonomiske, politiske og intellektuelle liv i Vesten af jødiske interesser, således at disse frit har kunnet skabe en jødisk fortælling om både Israel og Europa. Vi er, uden at vi har bemærket det, blevet vænnet til ikke at se verden ud fra et europæisk synspunkt, men ud fra et jødisk synspunkt, idet vort samlede kulturliv i dag udelukkende ses igennem et jødisk prisme, der fordrejer vore værdier til ukendelighed og skaber en alternativ falsk virkelighed.
Dette blot til indledning.
Morten Thing er en interessant, særdeles vidende og aldrig kedelig kulturhistoriker. Hans far var med i den kommunistiske del af modstandsbevægelsen under besættelsen, og hans mor var russisk jøde. Han er i hvert fald i nogen grad opvokset som jøde, var som ung i kibbutz og har senere beskæftiget sig intenst med jødiske forhold og jødiske sprog. Hans andet forskningsområde har været kommunisme. Ingen kan vel i ædru tilstand beskylde Morten Thing for at være antisemit. Men Morten Thing har et retfærdighedsgen, som tvinger ham til at være kritisk over for den jødiske stat i Israel.
Han indleder sin bog med et fyldigt afsnit om zionismen og planerne om et jødisk hjemland. Et af de første forslag til placeringen af et sådant var Uganda, men Argentina var også inde i billedet. Palæstina syntes imidlertid at være et mere logisk valg, og med Balfour-erklæringen i 1917 blev oprettelsen af en jødisk stat i det kommende britiske mandatområde Palæstina officiel britisk politik, idet denne stat dog ikke på nogen måde måtte indskrænke de derboende araberes rettigheder. Denne erklæring øgede i sig selv indvandringen af jøder til Palæstina endnu inden oprettelsen af staten Israel. Under Things ophold i kibbutzen blev følgende nøje indprentet ham:
”Jøderne var et folk uden et land, Palæstina var et land uden et folk. Hvad var mere naturligt, end at jøderne flyttede ind i dette land!” (5)
Golda Meir udtrykte det i et interview i Sunday Times den 15. juni 1969 således:
”Der var ikke noget, der hed palæstinensere. Hvornår har der været et uafhængigt palæstinensisk folk med en palæstinensisk stat? … Det var ikke sådan, at der var et palæstinensisk folk i Palæstina, der anså sig selv for at være et palæstinensisk folk, og at vi kom og smed dem ud og tog deres land fra dem. De eksisterede ikke!”
Dette er den officielle jødiske mytologi – et typisk udtryk for jødisk pilpul. En løgnagtig påstand så fræk, at vi gojim ikke kan få os selv til at tro, at nogen kan lyve så uforskammet, og som gentaget tilstrækkelig tit bliver til en falsk ”sandhed”. Lad mig lige problematisere dette udsagn lidt, for det er jo det, man ser gentaget på Facebook til bevidstløshed af halvstuderede røvere, som ikke har sat sig ind i tingene, før de danner sig deres uforgribelige mening.
Er man kun et folk, hvis man har en selvstændig nationalstat? Må jeg minde om, at der aldrig har været en ukrainsk stat (følgelig er der vel heller ikke noget ukrainsk folk), ligesom der aldrig har været selvstændige stater, der hed Tjekkiet, Slovakiet, Nordmakedonien, Moldova, Kasakhstan, Usbekistan, Kirgisistan, Tadsjikistan etc. etc. etc. Stort set ingen afrikanske folk havde en stat før omkring 1960, og de færreste af de afrikanske stater, vi i dag kender, er nationalstater – altså eksisterer disse mange forskellige afrikanske folk ikke? Det er jo helt åbenbart noget fordømt sludder. Man kan naturligvis godt være et folk uden at have et land. Tænk f.eks. på baskerne, sigøjnerne, friserne og utallige andre folk. Ja, jøderne er jo selv et eksempel herpå. Hvis altså jøderne er et folk. Som Thing påpeger, er jøderne vidt forskellige, både etnisk (racemæssigt) og kulturelt, og de taler en lang række forskellige jødiske sprog, typisk afarter af de sprog, der tales i deres værtslande. Det eneste, der forbinder dem, er religionen. Konstituerer den et folk? Er Jehovas Vidner et folk? Er buddhisterne?
Sagens kerne er, at landet Palæstina ikke var et land uden et folk. Der boede rent faktisk mennesker der, og de kaldtes palæstinensere, på samme måde, som beboerne i Jylland kaldes jyder. Palæstina har stort set altid været kastebold imellem stormagter. Palæstinenserne er arabere på samme måde, som vi er europæere. At være araber er ingen nationalitet. Ironisk nok er grundstammen i det palæstinensiske folk jo netop tilbageblevne jøder, der efter islams erobring af Palæstina blev arabiseret og islamiseret, som påpeget af Morten Thing. Hvad der skete i Palæstina, ville svare til, at et fremmed folk slog sig ned i Jylland og udviste jyderne, fordi de ikke eksisterer. De har ikke noget selvstændigt land – de er kun danskere, så de kan bare flytte til øerne.
En anden del af den israelske mytologi er, at palæstinenserne (der ikke eksisterede) frivilligt forlod deres hjem og overlod alt til jøderne. Morten Thing dokumenterer med al ønskelig tydelighed, at det ikke gik sådan for sig. Palæstinenserne blev fordrevet fra deres hjemland ved hjælp af terror. Masseskydninger, massevoldtægter, nedbrænding af landsbyer, forgiftning af brønde, forgiftning af vandforsyningen i byerne, bombesprængninger osv. Og også såkaldte ”danske” jøder – bl.a. den senere chefredaktør for Politiken og Mossad-agent Herbert Pundik og overrabbiner Bent Melchior – deltog i disse festligheder uden nogensinde at blive retsforfulgt og straffet for dem. Disse udrensninger begyndte, længe før staten Israel blev udråbt, og de har med varierende intensitet varet ved lige siden. Hvad vi ser i Gaza i dag, er blot en fortsættelse af den kontinuerlige etniske udrensning af Palæstina (6) – og den, der kan se på det og stadig heppe på Israel, er ikke noget menneske. Og forekommer de palæstinensere, der i dag – midlertidig – bor i Danmark, os radikaliserede, følelseskolde og beregnende, så er det nok ikke så underligt, for mange af dem har oplevet denne udrensning på deres egen krop, f.eks. massakren i flygtningelejrene Sabre og Shatila i Beirut, udført af kristne libanesere på israelsk bestilling – et sår i Libanon, der aldrig vil læges.
Lad os citere lidt fra Things så udmærkede og yderst veldokumenterede beretning:
”Den 10. marts (1948) blev ”Plan Dalet” vedtaget. Første mål var palæstinensiske bycentre, som alle var besat af zionisterne før afslutningen af april. 250.000 var fordrevet.
Deir Yassin var en palæstinensisk landsby, som lå på en bakke vest for Jerusalem. Haganah havde indgået en ikke-angrebspagt med landsbyen, og da landsbyen var en del af Plan Dalet, lod Haganah Irgun og Lehi (7) om arbejdet. Den 9. april 1948 besatte grupperne landsbyen og beskød husene med maskingeværer og dræbte mange. Derefter samlede man de overlevende på ét sted og myrdede dem alle. Flere af kvinderne var forinden blevet voldtaget. 93 blev dræbt, heraf 30 babyer. Samtidige beregninger opgiver tallet 254 ofre i Deir Yassin, men det er formentligt med vilje sat for højt for at skræmme palæstinenserne. Menachem Begin, Irguns leder, beskrev virkningen blandt palæstinenserne af at sprede sådanne rygter i sin bog ”The Revolt”:
”Arabere overalt i landet, som var forledt til at tro på vilde historien om ’Irgun-slagteri’ blev grebet af grænseløs panik og begyndte at flygte for livet. Denne masseflugt udviklede sig hurtigt til en vanvittig ukontrolleret, vild flugt. Ud af de næsten 800.000, der boede i det, der nu er den israelske stats område, er der nu kun omkring 165.000 tilbage. Den politiske og økonomiske betydning af denne udvikling kan dårligt overvurderes.” (8)
Så meget for den ”frivillige udvandring”. Og Thing fortsætter listen: Khibat Nasr al-din, Haifa (hvor ordren lød: ”Dræb enhver araber, du møder, sæt ild til alt, der kan brænde, og spræng dørene”), Safad (9.5000 fordrevet), Hotel Semiramis, Jerusalem, Jaffa Gate, Jerusalem, Akko (hvor man ledte tyfusbakterier ind i vandforsyningen), Gaza, Jaffa, Shaykh Muwannis, Khibat Nasr al- Din, Ayn al Zaytun, Abu Shusha, Tantura, Lydda, Ramla…..
Listen er nærmest uendelig, og overalt foregik massakrerne med voldtægter, tortur og mord med en grusomhed, der overstiger den menneskelige fantasi. Det er, hvad palæstinenserne kalder Al Nakba, katastrofen. Siden har de fleste af dem levet i flygtningelejre, berøvet al deres ejendom. Hvis nogle måske synes, at beskrivelserne minder om de bibelske beskrivelser i 4. Mosebog, er det kun naturligt. Det er fortsættelsen af den samme historie.
Når man i dag taler om ”Israels ret til at forsvare sig”, er der kun at sige, at Israel som besættelsesmagt ikke har nogen som helst ret – og slet ikke til kollektiv afstraffelse af civilbefolkningen i Gaza. Det siger folkeretten. Men den blæser man højt og flot på, når det passer i USA’s og jødernes kram. Man forestille sig eksempelvis, at Rusland havde gennemført en lignende afstraffelse af Ukraine efter Ukraines 8 års bombardementer af Donbas med 14.000 civile ofre til følge – over hvilke ingen i Vesten græder så meget som en enkelt tåre. Der ville være blevet skreget til himmelen om ”krigsforbrydelser” og ”forbrydelser mod menneskeheden” af de selvsamme politikere i Vesten, som i dag bestrider, at det folkemord, verden daglig er vidne til i Gaza, er et folkemord. Det siger noget om, hvor stor den jødiske magt er over Vestens politikere og medier. Og det må være den civiliserede verdens opgave at knuse denne magt – og at drage de israelske politikere og deres vestlige marionetter til ansvar ved en Nürnberglignende domstol.
Det næste afsnit vier Morten Thing til antisemitismen. Der kan skrives meget om den – også meget sludder, men Thing forsøger at skære ind til benet, og det er en god tilgang. Jeg mener som nævnt, at grundlaget for antisemitismen ligger i den jødiske befolknings tro på, at de er Guds udvalgte folk, og at der derfor gælder andre regler for dem end for andre. Dette bestemmer deres gruppeadfærd, og binder dem samtidig sammen i et fællesskab, der afgrænser dem over for omverdenen. Deres liv i diaspora har gjort, at de har udviklet en overlevelsesstrategi, der i høj grad sætter gruppen over individet – noget vi kunne lære meget af! Men når man ikke vil være en del af det omgivende samfunds nationale og religiøse fællesskab, bliver man ugleset. Når man samtidig søger at påvirke og styre værtssamfundenes udvikling (jeg henviser igen til 1. Mosebog, der danner forbilledet), ja, så vil det nødvendigvis gå galt, især fordi vi har at gøre med en højtbegavet gruppe mennesker, der generelt klarer sig godt, men hvis tro på deres guddommelige udvælgelse imidlertid synes at forhindre dem i at standse op og spørge sig selv, hvorfor de altid bliver forfulgt.
Denne antisemitisme har igennem tiderne haft forskellige iklædninger, i Europa oftest en religiøs. De slog Jesus ihjel og anerkender ham ikke. Derfor forsøger man at omvende dem, og når det ikke lykkes, vender man sig undertiden kraftigt imod dem. Deres historiske rolle som pengeudlånere og skatteopkrævere har ikke gjort det bedre.
Så har der i tidligere århundreder været sat rygter om menneskeofringer – specielt af børn – i omløb. Disse er blevet samlet af Helmut Schram i bogen Der jüdische Ritualmord, Theodor Fritsch Verlag, 1943. Den bog forsøgte amerikanerne af al magt at få udryddet efter 1945, og jeg må ærlig indrømme, at jeg altid har trukket på skulderen af disse historier og afvist dem som idioti på linje med lige så detaljerede beretninger om vampyrer. Men måske der er en forbindelse mellem de to slags beretninger. Fundet af tunneler under en synagoge i Brooklyn, udstyret med madrasser, barnestole etc., samt detaljerede oplysninger om Jeffrey Epstein og hans bandes gøren og laden, hvor udlåning af mindreårige piger hører til den mere uskyldige del af aktiviteterne, ja, så ved jeg jo snart ikke, hvad jeg skal tro. Men det er ærlig talt alsammen lidt for bizart til min forestillingsverden. Men for den historiske antisemitisme har det bestemt spillet en rolle (9) .
Med offentliggørelsen af Zions Vises Protokoller i slutningen af det 19. århundrede fik antisemitismen et politisk ansigt. Morten Thing har selv udgivet Protokollerne (10) , nok den eneste danske udgave, man i dag stadig kan købe, sammen med en detaljeret bevisførelse for, at de er falske. Nogle af hans argumenter er bedre end andre. F.eks. mener han, at ingen med sådanne planer ville skrive dem ned. Det kan synes meget logisk, men det holder nok ikke, Barbara Lerner Spectre (11) fortæller således gladelig for åben skærm, hvordan jøder har en ledende rolle i at gøre Europa multietnisk. Det er en ren tilståelsessag, og Bent Melchior har aldrig lagt skjul på de jødiske bestræbelser for at fremme indvandringen af fremmede til Danmark. Men naturligvis kan man ikke bevise Protokollernes ægthed, og det er egentlig også lige meget. Hvis de, som nogle mener, er skrevet af zarens hemmelige politi, viser det kun, at dette til fulde har forstået problematikken. For mig, er det ligegyldigt, om de er ægte eller falske. Spørgsmålet er, om de beskriver en virkelige udvikling – eller om det bare er noget sludder. Man skal være både blind og døv for at mene det sidste.
For den arabiske antisemitisme (hvilket jo i den forbindelse er en absurd betegnelse, da araberne også er semitter) spiller Protokollerne en stor rolle sammen med en lang række andre mere eller oftest mindre seriøse skrifter fra den samme periode. Den virkelige baggrund for arabernes had til jøderne er imidlertid Israel, og det er et langt mere håndgribeligt og forståeligt grundlag end noget andet. Brugen af Protokollerne og lignende skrifter skader snarere den arabiske sag.
En moderne antisemitisme, hvis man kan kalde det det, udspringer af den åbenlyse jødiske indflydelse overalt i vort samfund (12). Der skal ikke mange opslag på nettet til at bekræfte den afgørende jødiske indflydelse på amerikansk politik (13), massemedier og kulturliv (14) – henunder queerteorier, genderteorier, transteorier, kritiske raceteorier (15), anti-hvidhedsteorier, kort sagt hele wokeregisteret – og det økonomiske liv. Det kan siges meget kort: næsten total jødisk kontrol. Om man vil, kunne man sige, at det, vi i dag ser, er en virkeliggørelse af Protokollerne, uanset forfatterskabet til disse. Essensen af den jødiske indflydelse i Vesten er opløsning (16). Det fostrer antisemitisme.
Når man i dag taler om en ”katastrofal” stigning i antisemitismen i Europa, er der imidlertid ikke tale om en stigende antisemitisme blandt europæerne – men derimod om et åbent had fra de mennesker, som man med åbne øjne har ladet vandre ind i vort samfund – støttet af jødiske ledere som f.eks. Bent Melchior. Denne antisemitisme er på alle måder selvskabt, og den forstærkes i øjeblikket af Israels fremfærd i Gaza. Den gør – om muligt – europæerne endnu mere jødevenlige.
Man taler meget om at bekæmpe antisemitismen. I den forbindelse vil jeg gerne citere den israelske holocaustoverlevende fredsaktivist Israel Shahak (17): ”Antisemitisme og jødisk chauvinisme kan kun bekæmpes samtidig.”
Men tilbage til Morten Thing. Han mener, måske lidt firkantet sagt, at der er antisemitismen, der har påvirket jødernes egen forestilling om sig selv. Ja, hvad kom vel først: hønen eller ægget? Han tilføjer også endnu en form for antisemitisme: den racemæssige. Den har jeg udeladt, for det er den vageste af alle, idet jøderne jo i vid udstrækning er blevet opblandet med deres værtsfolk, selv om de har forsøgt at undgå det – og at de selv betoner religionen som det, der gør dem til jøder. Man kunne sige, at jøderne udgør en slags ”åndelig race”.
Han citerer rabbiner Michael Melchior for at sige, at ”antisemitismen altid ligger latent i kulturkredsen og vækkes af et eller andet i atmosfæren”. Det kan man selvfølgelig godt sige: Antisemitismen vil altid være der, så længe årsagen til antisemitisme eksisterer. Jf. Shahak- citatet ovenfor.
Det er naturligvis denne latente antisemitisme, der også danner bagtæppet for jødernes seneste holocaust, som ingenlunde er et blot og bart tysk fænomen. Polakker, litauere og ukrainere hadede jøderne mere end tyskerne – for de havde dem tættere inde på livet i dagligdagen – og de gjorde bestemt deres til at decimere jødernes antal i Østeuropa. Dette holocaust er i dag blevet en del af den jødiske selvforståelse. De er blevet ofre, og ofre har en særlig status – de er pr. definition moralsk overlegne. Det er dog ikke denne moralske overlegenhed, man i dag ser demonstreret i Gaza!
For Thing er det imidlertid helt afgørende, at man har instrumentaliseret antisemitismen og holocaust, så kritik af staten Israel skal opfattes som antisemitisk, og dermed i mange lande vil være omfattet af straffeloven. At identificere kritik af Israel som antisemitisme anser Morten Thing for at være helt galt, og det kan man kun være enig med ham i. Man kan vel sagtens være projødisk, men synes, at staten Israel, som den optræder i dag, er stærkt kritisabel. Det er der jo en lang række prominente jøder, som også mener! Morten Thing er selv et godt lokalt eksempel på det. Folk som Chomsky, Ilan Pappe og omtalte Shahak er andre gode eksempler, men der er mange flere. Endelig er der ortodokse jøder, som afviser staten Israel af religiøse grunde. Ifølge dem er de bibelske betingelser for jødernes tilbagevenden endnu ikke opfyldt.
Jeg kan jo for egen regning tilføje, at det jo i øvrigt i forvejen opfattes som antisemitisk at ville diskutere holocaust, der dog er en historisk begivenhed og derfor bør være en legitim genstand for en seriøs historisk diskussion. En sådan skal føres blandt historikere og ikke for domstolene.
Morten Things kritik af Israel går også ud over det hebraiske sprog. Ivrit er efter Things mening et nyt kunstsprog og ikke en genoplivning af det gamle bibelhebraiske sprog, som dog aldrig har været helt dødt, idet det af jøder er blevet brugt i religiøse og højtidelige sammenhænge igennem alle årene, men det er naturligvis rigtigt, at moderne hebraisk adskiller sig betydeligt fra Biblens sprog. Det skal jo kunne anvendes i alle dagliglivets forhold med alle de ting og begreber, der på godt og ondt hører den moderne verden til. Man skal jo f.eks. kunne købe en togbillet på hebraisk. Der er derfor naturligvis arbejdet grundigt med sproget, som blandt lingvister og filologer generelt betegnes som det nok eneste virkelig vellykkede forsøg på at redde et næsten uddødt sprog – selv om det under processen har undergået store forandringer. Men Morten Thing har naturligvis ret i, at det ikke er uden problemer. Ivrit har jo fortrængt en lang række andre sprog, som er de indvandrede jøders modersmål. Det gælder først og fremmest jiddisch, der i to forskellige dialekter taltes af de fleste nord- og østeuropæiske jøder, og det var det sprog, de fleste indvandrere til Israel (og de fleste ofre for holocaust) talte. Det gælder imidlertid også judezmo (normalt kaldet ladino eller jødespansk) og mange andre, heriblandt også europæiske hovedsprog som tysk og russisk, der stadig er modersmål for mange jøder (18) . Det skal dog lige tilføjes, at hebraisk, dersom det havde udviklet sig naturligt og organisk, også ville være undergået meget store forandringer i løbet af sådan ca. 2000 år. Dansk har ikke så gamle tekster. Noget af det ældste, vi har, er guldhornene fra Gallehus (ca. 400 e.Kr.). Indskriften lyder: ek hlewagastiR holtijaR horna tawido. Værsågod, det kan i dag kun filologer læse: Jeg Lægæst, Holts søn (el. fra Holt), gjorde hornet. Lige så store ændringer ville have fundet sted i hebraisk. Så ja, ivrit er et kunstsprog, men så alligevel måske ikke helt.
Når Thing angriber sproget, er det naturligvis også, fordi han angriber den jødiske stat for at være racistisk og ville skabe en kunstig jødisk identitet, der fornægter det jødiske folks forskellighed. Den styres af europæiske jøder, og alle andre jøder, f.eks. jøder fra arabiske lande, fra Asien eller fra Etiopien betragtes som andenklasses borgere. Det kan vel ikke undre nogen. Jeg tænker ikke kun på den biologiske opblanding, men også på europæiske jøders tilegnelse af europæisk kultur. Når europæiske rejsende befinder sig så godt i Israel, er det jo netop, fordi det ligner et europæisk land og har europæiske standarder for livet. Havde de etiopiske jøder haft magten, havde det været et helt andet land, som jeg vil tro heller ikke Morten Thing ville have befundet sig godt i. Så ja, Israel er sikkert en racistisk stat. I det hele taget er der meget ved Israel, jeg synes særdeles godt om. Det er et land for ét folk, og det vil bevare dette folks identitet og kultur – og det fælles sprog. Det er da pragtfuldt! Det er i dag verdens eneste seminationalsocialistiske stat. Hvorfor må vi i Europa ikke have sådanne stater, hvor vi er os selv og plejer vor egen kultur? Og hvorfor er det især jøder, der fordømmer ethvert forsøg på at skabe en sådan europæisk stat, et Danmark for danskerne f.eks.? Jf. ovenfor nævnte Barbara Lerner Spectre (og mange andre jøder).
Thing angriber også myten om, at de arabiske lande fordrev jøderne, hvilket er den officielle begrundelse for, at Israel ikke vil betale erstatning til de fordrevne palæstinensere. Situationen er forskellig fra land til land, og Morten Thing gennemgår dem alle. Endnu en israelsk løgn. Det hævdes så ofte, at de palæstinensere, der blev i Israel og fik israelsk statsborgerskab, behandles ligesom jøderne, men det er også en myte. I praksis gøres der stor forskel på dem. Jøder foretrækkes til ledende stillinger, og arabiske israelere kan ikke eje jord. Helt galt står det naturligvis til for araberne i de såkaldte selvstyreområder, som israelerne efterhånden bare har overtaget, og hvor palæstinenserne behandles værre end jøderne i Det Tredje Rige i 30’erne. De er i praksis retsløse. Man ønsker ganske enkelt at fordrive dem. Så nej, Israel har ingen ret til at forsvare sig.
Jeg har behandlet problemet indgående i min anmeldelse af Chomskys og Pappes bog On Palestine, Findes der en løsning på Palæstinaproblemet? i mine Nationalistiske betragtninger. Mit nedslående svar på det spørgsmål er: Nej! Vesten skabte ved oprettelsen af Israel et uløseligt problem. I den ideelle verden, ville jeg synes, det er helt i orden, at jøderne har deres egen stat. Hvorfor skulle de ikke have det? Jeg ville så bare synes, at stort set alle jøder skulle bo der og holde fingrene fra vore anliggender. Men jeg synes, det er et problem, at man bare giver dem et andet folks land og fordriver dette folk. Det er ganske enkelt ikke acceptabelt. Jeg har svært ved at forene de to synspunkter! Men hvor kunne man finde et land uden indbyggere? Jeg kan kun se South Georgia og South Sandwich Islands. Jeg kunne nok finde en del, der ville synes, det var en rigtig god løsning, men det ville gøre stor skade på det enestående dyreliv – og jøderne ville næppe kunne vindes for ideen.
På ét enkelt punkt må jeg gå i rette med Morten Thing. Han mener, ”at race ikke længere har nogen videnskabelig betydning, da alle mennesker kommer fra Afrika og altså har gener tilfælles med afrikanerne”. Det er jo nu evident noget sludder – helt bortset fra, at teorien om, at vi alle kommer fra Afrika, også er omstridt. Men selv om vi gjorde, ville udsagnet jo alligevel være noget sludder. Vi kommer alle sammen fra en eller anden kemisk reaktion. Oprindelig levede vi i vandet, men en af vore forfædre kravlede op på land, tilpassede sig, og derfra er alt dyreliv udviklet, inkl. menneskene. Selv om man nu forestillede sig, at vi alle kom fra Afrika for 300.000 år siden, så har vi jo netop i den tid undergået forskellige forandringer, idet vi har tilpasset os forskellige geografiske og klimatiske leveforhold. Vi har 99 % af vore gener tilfælles med chimpanser – men de sidste 2 % gør nu en stor forskel – i hvert fald for en del af os. Vi har også en stor mængde gener tilfælles med vore potteplanter, men vi er ikke en pelargonie. De forskellige menneskeracer er ikke genetisk ens.
Nå, Morten Thing er ikke biolog – men hans bog burde være pligtlæsning for alle, der vil deltage i diskussionen om Israel, jøderne og Gaza. Så ville vi slippe for utrolig meget vrøvl om disse emner, for de færreste har noget som helst begreb om Mellemøsten. Bogen har ca. 200 sider, den er billig, og den er hver en krone værd!
For den videbegærlige anbefales yderligere Issa Nakhleh: Encyclopedia of the Palestine Problem, New York: Intercontinental Books, 1991. 2 bind. Her kan man stort set slå alt op. Der er blandt andet en fortegnelse med beskrivelser af alle jødiske terrorangreb og overgreb mod palæstinenserne, herunder en del billeder. Alle oplysninger kan efterprøves.
Povl H. Riis-Knudsen
***
Noter
(1) Se f.eks. Geoff Roberts: Jesus har aldrig levet, Indblik 2012 og Christian Lindtner: Hemmeligheden om Kristus. Det Nye Testamente er Buddhas Testamente, Rostras Forlag 2021.
(2) Kun 1875 forskellige ord ifølge professor dr. Hans Jansen i ”Islam voor varkens, apen, ezels en andere beesten”, Van Praag, Amsterdam 20008. (Islam for svin, aber, æsler og andre dyr).
(3) 4. Mosebog, 25 kap. V. 1-9. Folket var begyndt at bedrive hor med moabitiske og midjanitiske kvinder. Det var med en anden terminologi ”raceskændsel”, selv om de alle var beslægtede.
(4) Biblen citeres efter den autoriserede oversættelse af 1931, dog desværre med implementering af den nye retskrivning af 1947.
(5) S. 47
(6) Se Ilan Pappe (jødisk historiker): The Etnic Cleansing of Palestine, 2007, Ten Myths About Israel, 2017 samt flere andre bøger om emnet. Se også min anmeldelse af ”On Palestine” i mine Nationalistiske Betragtninger.
(7) Haganah, Irgun og Lehi er alle terrororganisationer.
(8) Thing side 93f.
(9) Den mest seriøse behandling af dette spørgsmål findes i Ariel Toaff: Passovers of Blood: The Jews of Europe and Ritual Murders. 2007.
(10) Morten Thing: Antisemitismens bibel. Historien om smædeskriftet Zions Vises Protokoller, Informations Forlag, 2014.
(11) ”Jeg tror, at der sker en genopblussen af antisemitisme i Europa, fordi Europa på dette tidspunkt endnu ikke har lært at være multikulturelt, og jeg tror, vi vil være en del af fødselsveerne ved denne forvandling, som nødvendigvis må finde sted. Europa vil ikke mere være det homogene samfund, det engang var i forrige århundrede. Jøderne vil stå i centrum for denne forvandling af Europa. Det er en kæmpe forandring for Europa. Man går nu over i en multikulturel tilstand, og man vil hade jøderne på grund af vores førende rolle i denne forandring. Men uden denne førende rolle og uden denne forandring vil Europa ikke overleve.”
(12) David Duke: Jewish Supremacism, Free Spech Press, Mandeville 2003. Findes i dansk oversættelse: Jødisk Racisme, Dan Publishing.
(13) John J. Mearsheimer and Stephen M. Walt: The Israel Lobby and U.S. Foreign Policy, Farrar, Straus and Giroux, New York 2007, på dansk Den israelske lobby – og amerikansk udenrigspolitik, Gyldendal, 2007); James Petras: The Power of Israel in the United States, Clarity Press, Atlanta 2006.
(14) Kevin Macdonald: The Culture of Critique, 1st Books Library, 2002. Findes i svensk oversættelse fra Logik Förlag.
(16) Kevin Macdonald bemærker, ”at jøderne som en gruppe med stærkt sammenhold har en interesse i at fremme et fuldstændig atomistisk, individualistisk samfund, hvor ikke-jøderne ikke er opmærksomme på forskellene mellem vi-gruppen og fremmedgruppen”. Det er derfor i jødisk interesse at undergrave alle ikke-jødiske sociale kategorier – hvad enten disse er baseret på grænser eller roller byggende på race, religion eller køn. Deraf kommer deres nylige kampagne for begrebet ”flyidity” (flydenhed, fluiditet), hvilket er selve antitesen til alt, hvad der er separat, homogent eller har klare grænser. Alle sammenhørende (og evolutionært adaptive) sociale kategorier, som har karakteriseret den vestlige civilisation er blevet undergravet af jødiske aktivister. Se også: https://www.theoccidentalobserver.net/2015/10/09/jill-soloway-and-the-transgender-agenda-part-1/
(17) Israel Shahak: Jewish History, Jewish Religion, Pluto Press, London & Boulder Co. 1994
(18) Problemet er behandlet af Spolsky og Shomamy i Hebrew After a Century of RLS Efforts i Joshua A. Fishmann: Can threatened languages be saved? Multilingual Matters, Clevedon, Buffalo, Toronto, Sydney 2001.