Af Povl H. Riis-Knudsen
Dette spørgsmål har beskæftiget menneskene til alle tider. Selv primitive fortidsmenneskers fornuft har søgt en forklaring på, hvad det hele går ud på. Dyrene er forskånet for disse spekulationer. Deres hjerner beskæftiger sig kun med dagen og vejen, men det menneskelige abstraktionsniveau søger efter en mening med livet og har svært ved at affinde sig med døden. Søgningen efter en sådan mening med det tilsyneladende meningsløse førte til religionernes opståen. Man ville vide, hvorfor, og man ville frem for alt ikke acceptere, at døden er et endeligt punktum. Der måtte da være noget bagefter?
Dette har igennem hele historien været et frugtbart marked for religionsmagere, fusentaster og øjenskalke. Sandheden er jo nemlig den måske nok ubehagelige, men helt naturlige, at døden er det endelig punktum, og at der egentlig ikke er nogen højere mening med livet. Menneskelivet er opstået som alt andet liv på jorden, sandsynligvis oprindelig ved en tilfældig kemisk proces, og resten har den naturlige udvikling og selektion sørget for, jf. vor ven Darwin, der har forklaret disse processer og dermed forargede sin samtid – ikke mindst præsterne, som så sig truede på deres givtige levebrød.
Darwin bliver ofte fejlciteret, idet det påstås, at han mener, kun den stærkeste vil overleve. Darwin taler ikke om den stærkeste, men om den bedst egnede – og det gør en stor forskel. Den bedst egnede er den, der kan tilpasse sig ændrede levevilkår i naturen. Skiftende klima er et godt eksempel. Det er ikke noget nyt. Klimaet har altid skiftet. Det betyder at arter, som ikke kan tilpasse sig ændret vegetation og temperatur, uddør. Zebraens striber er jo ikke til pynt, og giraffens lange hals er ikke et udslag af en skabende guds luner. Det er resultatet af en langsom tilpasning til den natur, disse dyr lever i. Giraffen med den korteste hals og zebraen uden kamuflerende striber overlever ikke. Det er i naturen ikke nødvendigvis den stærkeste, der overlever! Men det er klart, at styrke også spiller en rolle, når løvekoblet overfalder en i flokken. Mennesket er ikke i samme grad underlagt et krav om tilpasning, idet vi har opfundet midler til at løse nogle af de problemer, et ændret miljø medfører. Her er styrke og intelligens nok de vigtigste faktorer, men også disse selektionsfaktorer er blevet sat delvis ud af kraft. Svag styrke kan afhjælpes med maskiner, og intelligens synes ikke at spille nogen væsentlig rolle. Se blot på folketinget og den offentlige debat.
Den væsentligste selektionsfaktor er for mennesket i dag utvivlsomt viljen til at gøre det nødvendige for at overleve. Nu vil den fiffige læser nok sige, at vi blot skal tilpasse os de ændrede vilkår i verden. Et af disse er den folkevandring, vi har oplevet i de seneste årtier. Og det er jo ikke den første folkevandring, Verden har set. Man har tilpasset sig, blandet sig med de nytilkomne og har levet videre. Men man har skiftet identitet, og livet er ikke fortsat på samme niveau, som det var. Romerrigets fald er et godt eksempel blandt mange. Livet fortsatte, men civilisationens kvalitet faldt betydeligt. Romerne var allerede blevet svækket ved opblanding med frigivne slaver og folk fra imperiets hjørner i en grad, så de havde mistet deres identitet og dermed viljen til at overleve. Dette mønster ser vi i alle de andre oldtidsriger fra Mesopotamien og fremad og i de sydamerikanske højkulturer, som i mindre grad var svækkede etnisk, men som havde forsømt at udvikle deres forsvarsteknologi. De havde nok viljen, men ikke evnen – ikke sådan at forstå, at de ikke havde teknisk kunnen. Se blot på deres byggerier og vejanlæg. Disse byggerier tjente imidlertid ikke noget produktivt formål, men snarere et religiøst formål, og vedligeholdelsen af dem opslugte folkenes ressourcer.
Vi står i dag i den situation, at vi stadig så rigeligt har evnen og muligheden for at forsvare vort habitat imod den tredje verdens horder, men vi har tilsyneladende ikke viljen. Det er aftenlandets undergang, som Oswald Spengler forudsagde det i sin bog af samme navn for godt 100 år siden. Grunden til, at vi ikke har viljen, er, at også vi har mistet vor identitet. Denne er systematisk blevet nedbrudt igennem de sidste 50-100 år. I dag ser vi det tydeligt i kampen mod kulturen, videnskaben og historien, imod stoltheden over vore forfædre, og imod naturens orden, f.eks. det basale, at der kun er to køn. Manglende uddannelse gør, at mennesket i dag er usikkert og svajer for vinden. Under sådanne omstændigheder mangler det viljen til at overleve i en verden, hvor alt er lige meget og ligegyldigt. Dette er en påført sjælelig sygdom. Det lykkedes os at udrydde kopperne, men denne sygdom er langt farligere for vor eksistens, og hvis vi ikke udrydder den og dens bærere, fortjener vi at gå til grunde. Det er naturens lov.
Når jeg ovenfor siger, at der ikke er nogen højere mening med livet, mener jeg, at der ikke er nogen instans uden for det biologiske univers, der giver dette nogen mening ud over den mening, der ligger i naturen selv: at forplante sig, udvikle sig og om muligt fortrænge andre organismer. Der er ingen himmelnisse, der sidder og leger med menneskene for at se, hvem der er værdige til et evigt liv, og hvem der ikke er det. En biologisk udvikling som den, der har skabt de forskellige arter, og som har forvandlet mennesket fra at være en avanceret abeart til – for nogles vedkommende i hvert fald – i dag at være homo sapiens, forudsætter døden. Hvis en organisme blot levede videre evigt, ville der jo ikke kunne ske nogen udvikling på baggrund af biologisk selektion. Et tøffeldyr lever evigt ved løbende at forny sine celler, men det har heller aldrig udviklet sig. Dette er logik for perlehøns. Døden er forudsætningen for livet!
De forskellige logistiske problemer i forbindelse med et evigt liv er jo endvidere legio. Vi ville jo være rigtig mange, i hvert fald hvis vi har været søde og artige. Hvordan ville vi finde hinanden, hvilken alder ville vi have? Interessante spørgsmål. Jeg ville f.eks. gerne tale med min farfar, men hvordan finder jeg ham – og hvor gammel er han mon? Hvad ville vi egentlig lave? Hvem ville sørge for maden? Forhåbentlig ikke manna hver dag… Og ville vi ikke komme til at kede os – uden udfordringer, uden konflikter og uden udvikling? Evigheden er altså grumme lang tid… Den kunne meget vel gå hen at blive kedelig, ja, et rent helvede.
Det er naturligvis alt sammen bare noget sludder – en trøst for de svage, der ikke ville kunne bære livets byrde i dødens skygge. Denne trøst skal jeg gerne unde dem, men religionen må ikke under nogen omstændigheder betyde, at man opfører sig uansvarligt i henhold til naturens love. Kan man forene de to ting, er det naturligvis helt i orden. Man kan jo heller ikke blive skuffet, når man ikke vågner op på den grønne eng, hvor løven græsser side om side med lammet. Det er, om jeg så må sige, ganske omkostningsfrit at tro på denne myte.
En af mine bekendte, der er troende og tilhører Jehovas Vidner, og som er alt andet end dum, sagde hertil: ”Hvis du har ret i det, så er alt jo forudbestemt, og mennesket har ikke noget ansvar. Så er alt jo lige meget.” Men det er naturligvis ikke rigtigt. Naturens mekanisme er ufravigelig, men det er op til mennesket at træffe et valg. Man kan opføre sig hensigtsmæssigt, og så vil naturen helt automatisk belønne en med foreløbig overlevelse, og dernæst med overlevelse af ens gener, hvilket er det nærmeste et evigt liv, vi kan komme. Hvis man vælger at opføre sig uhensigtsmæssigt, ja, så går man til grunde, og ens gener går til grunde. Det er den evige fortabelse. Naturens selektion går jo netop ud på at udvælge de bedst egnede individer til at overleve og udvikle sig igennem kommende generationer. Den, der ikke opfører sig hensigtsmæssigt, kommer i naturtilstanden ikke videre. Hvor dyrene handler pr. instinkt og derfor som oftest gør det rigtige, har mennesket takket være sit intellekt et valg. Det vigtigste valg på det individuelle plan er naturligvis valget af partner, for af dette valg afhænger kvaliteten af afkommet og dermed forudsætningen for overlevelse i næste generation. I vor kulturkreds har man i dag ganske glemt dette – og det er fatalt.
Vi kan også aflive den urgamle diskussion om, hvorvidt mennesket fundamentalt set er godt eller ondt. Dyr er aldrig onde – det er de ikke i stand til at være. Vor mulighed for at være onde er et resultat af vort intellekt. Men hvad er godt og ondt egentlig? Ja, godt er, hvad der er biologisk rigtigt, ondt er hvad der er biologisk forkert. Det, der fremmer den biologiske udvikling mod noget bedre og højere, er godt. Det er derfor også godt at styrke sin familie, sin klan, sit folk og sin race – og det er ondt at svigte sit fællesskab på noget plan. Det er derfor, man ikke må stjæle, slå ihjel (uden god grund), begære sin næstes hustru osv. Som en ældre mand i mine forældres bekendtskabskreds udtrykte det: Hvis mennesket var, som det burde være, behøvede vi kun de ti bud – og så et lille tillæg om færdselsloven. Men mennesket har netop evnen til at være ond og er det oftest for at opnå øjeblikkelig personlig vinding. I det moderne samfund slipper man som regel godt fra det – men i et naturligt samfund ville det betyde udstødelse og dermed døden. Når man slipper godt fra det i det moderne samfund, er det dels, fordi dette er så kompliceret, at man kan sno sig imellem lovene, og når samfundet forsøger at lukke disse huller, bliver det endnu mere kompliceret, og der opstår endnu flere huller og så fremdeles, dels fordi vi er blevet så blødsødne, at vi ikke konsekvent straffer det onde efter fortjeneste. En ikke videre agtet tysker – nej, det var ikke Hitler – satte disse ord på det: Alt, hvad der er nødvendigt, er godt! – altså sådan biologisk set.
Vi har en tendens til at glemme, at mennesket i bund og grund blot er et dyr med tøj på. I sammenligning med andre dyr er vi fysisk svage, og vi ville næppe være blevet nogen succes, hvis det ikke have været for udviklingen af vor hjerne, der har sat os i stand til at skabe hjælpemidler til at kompensere for vor relative fysiske svaghed. En anden overlevelsesfaktor er, at vi har dannet samfund. Som enkeltindivider ville vi for længst være gået til grunde, men fordi vi har holdt sammen i grupper, har vi kunnet klare os. Disse grupper er først og fremmest naturligvis familien, dernæst storfamilien, klanen, så folket og racen som helhed. I de tidlige udviklingsstadier var der ikke megen plads til individualisme, men det er klart, at det er individer, der har drevet udviklingen fremad gennem nyudviklet teknologi fra ben til flintesten til bronze, jern og så videre. Det har derfor også været naturligt, at det er de bedst egnede, de modigste, stærkeste og de klogeste, der er blevet ledere af deres klan og ultimativt af folket. Det har været helt naturligt at slutte op om dem. De havde succes, og de ville også kunne give folket succes. Der var tale om en naturlig udvælgelse. I centrum stod familiens, klanens og folkets overlevelse – ikke individets overlevelse. Hvis det gik folket dårligt med misvækst og epidemier, så ofrede man lederen. Al den dårligdom måtte kunne føres tilbage til ham. Måske vi skulle tage den skik op igen…..
Dyrkelsen af individet frem for gruppen finder vi allerede i den tidlige kristendom, thi i kristendommen er omdrejningspunktet jo netop individets overlevelse efter døden, ikke gruppens. Den katolske kirke udsprang imidlertid af Romerriget, der var ganske kollektivistisk, og man har der bevaret en hel del gruppetænkning. Men allerede senmiddelalderens mystikere betonede netop det personlige gudsforhold på gruppens bekostning, og Martin Luther gik et skridt videre og proklamerede, at enhver var sin egen præst. De protestantiske kirker er ikke stærke organisationer som de mere kollektivistiske katolske og ortodokse kirker, så man koncentrerede sig i høj grad om det personlige gudsforhold – selv om dette ikke er så sværmerisk som hos mystikerne. Men livet på Luthers tid var stadig et hårdt liv, hvor gruppen var en stærk overlevelsesfaktor, når det gjaldt den jordiske overlevelse – og det var trods alt for den enkelte her og nu det vigtigste. Men efterhånden, som livet blev lettere, kunne individualismen sætte nye skud. Oplysningstiden med Voltaire i spidsen banede vejen for yderligere individualisme – også på det politiske plan. Der fulgte ved den franske revolution et opgør med elitens kvalificerede styreform til fordel for pøblens ukvalificerede styre, og selv om dette ikke var en succes, er det det, vi har i dag. Det er ikke mere de bedste, der regerer, men kun de fleste – og det er også blot teori, for den enkelte har under ingen omstændigheder noget at skulle have sagt politisk – vi lever under et styre bestående af de værste elementer i befolkningen, et kakokrati, en selvudnævnt ”elite”, der på intet tidspunkt har gjort sig fortjent til denne elitestatus – i modsætning til, hvad der var tilfældet med fortidens adelige og kongelige eliter. Det demokratiske skyggespil styres af en stadig mere koncentreret presse og en medieverden, hvis ejere er de virkelige magthavere. For at holde den falske elite ved magten, er man nødt til at købe vælgerne, og det gør man ved hæmningsløst at understøtte en biologisk uhensigtsmæssig optræden og straffe enhver hensigtsmæssig handlemåde. Det er kernen i velfærdssamfundet. Man fremmer skadelig adfærd på bekostning af de dygtige, sparsommelige og stærkeste individer, der er forudsætningen for gruppens overlevelse, og som burde styre samfundet. Sagen er imidlertid, at de bedste elementer ifølge sagens natur er i mindretal, mens de ringere elementer udgør et stort flertal, og magthaverne elsker de ringeste, for det er dem, der kan købes, og de ønsker ikke noget højere end den relative, beskedne og i mange tilfælde helt ufortjente materielle velstand, magthaverne giver dem. Der er ingen stemmer i at styrke de individer, der kunne gøre en positiv forskel i samfundet, og disse ville jo desuden være en direkte trussel imod magthaverne.
Et godt praktisk eksempel er ældrechecken, som Pia Kjærsgaard og Dansk Folkeparti er så stolte over at have indført. Vi kan hurtigt blive enige om, at pensionister er en overset gruppe i samfundet. De lever på et minimum, og de er ikke den gruppe, der går på gaden og truer med at lave revolution. Og så er der politisk set ingen fremtid i dem. Men man vil gerne have deres stemme, så man giver ”de fattigste” pensionister lidt håndører oven i deres pension. Men hvad er det reelt, man gør? Man giver til den gruppe pensionister, der livet igennem har givet hver en øre ud, de har tjent, i stedet for at spare op til deres alderdom. De, der har båret sig fornuftigt ad og har lagt noget til side, ja, de får ikke blot ingen ”piapenge” – de får også kun en minimal folkepension, selv om det er dem, der har ydet mest til fællesskabet – og der er utallige eksempler på, at ældrechecken går ubeskåret til at forsøde livet for børn og børnebørn. De fornuftige betaler gildet. Hele konceptet med en ”velfærdsstat” er ubiologisk og et bureaukratisk monster af regler og kontrol. Mennesket må tage ansvar for sig selv, og de nærmeste må drage omsorg for hinanden. Enhver statslig ”omfordeling” betyder, at man stjæler fra de dygtige og flittige for at give det til de mindre dygtige og mindre flittige. Det er ikke nogen sund samfundsmodel! Og den er biologisk ufornuftig.
Dette er blot et par af mange eksempler på forkert biologisk tænkning. I andre samfund sørger familien kollektivt for hinanden. Det er ubureaukratisk og kræver ingen administration og ingen kontrol. Det er dermed også set ud fra et helhedssynspunkt langt billigere. Familien er sikkerhedsnettet – og hvis familien svigter, træder nærsamfundet til. Det individ, der ikke har nogen familie og ingen tilknytning til nogen i nærsamfundet, er taberen. Vedkommende står uden for gruppen og har ikke gjort noget for at fremme og sikre folkets evige liv. Det kan synes hårdt, men det er biologisk rigtigt. Hvor alt svigter, har man dog altid haft velgørende folk og organisationer, der afbøder den værste nød. Enhver bør imidlertid opmuntres til at tænke på sin alderdom, til at spare, til at polstre sig til dårlige tider. Man foregiver ganske vist at understøtte opsparing gennem skattelettelser, men når man regner efter, viser det sig, at der på den længere bane ikke er nogen lettelse – tværtimod beskatter man jo samlet set pensionsopsparinger hårdere end arbejdsindtægter. Man gør det bare på en anden måde. Og når folk så kan se, at det, de møjsommeligt lægger til side, blot betyder, at de så får mindre i folkepension og ingen piapenge eller andre tillæg, ja, så er der intet incitament til at spare op. Dette er en illustration af en helt forkert samfundsmodel. Den enkelte må bringes til at sørge for sig selv gennem private pensions- og forsikringsordninger på gensidig basis. Det er en form for gruppetænkning – og gruppen er stadig vigtig for individets overlevelse – og for folkets overlevelse på længere sigt, og dermed naturligvis igen for individets overlevelse. Som den romerske kejser og tænker Marcus Aurelius skrev: ”Hvad der er godt for sværmen, er godt for bien!” De private ordninger er netop udtryk for det solidariske samfund, hvor enhver må yde et bidrag, mens velfærdssamfundet er en samfundsmodel, hvor snyltere, der aldrig har ydet noget for fællesskabet, nyder samme og større goder end den ansvarsbevidste og solidariske samfundsborger. Helt absurd bliver det, når man i dag åbner den store fælles kasse for os fuldstændig uvedkommende menneskerne, der blot tiltrækkes af denne honningkrukke, og som aldrig har bidraget til den. Ja, en stor del af dem har end ikke til hensigt nogensinde at yde en skærv til fællesskabet, for de er ikke en del af det. De har deres egne fællesskaber. En solidarisk velfærdsstat kræver robuste grænser omkring sig – ellers går den fallit, og under alle omstændigheder mister en sådan stat den nødvendige folkelige opbakning. En tredjedel af Afrikas hurtigt voksende befolkning ønsker at udvandre til Europa eller de lande, der oprindelig blev skabt af Europæerne – og det er ikke for klimaets skyld!
Det socialdemokratiske Danmark går imidlertid endnu videre ad den vej, der fører bort fra biologien – og det ”blå” Danmark er blot en anden udgave af det ”røde” Danmark, for alle vil købe stemmer. Op til forrige folketingsvalg kørte Socialdemokratiet en busreklame med følgende ordlyd: ”Uligheden begynder ved fødslen. Det kan vi gøre noget ved!” Dette er en direkte fornægtelse af biologien. Uligheden begynder ved undfangelsen – den er hovedsagelig – men naturligvis ikke udelukkende – et resultat af biologiske faktorer. Et dårligt genmateriale er en dårlig start på livet, og det kan den intelligensmæssigt mindre bemidlede Mette Frederiksen ikke gøre noget ved. Et dårligt genmateriale er f.eks. en dårlig begavelse eller et dårligt helbred, og det er ofte også ensbetydende med en dårlig opvækst med en dårlig uddannelse, der medfører, at man træffer dårlige beslutninger i livet, for i vid udstrækning er der jo netop tale om en genetisk arv, der blot forstærkes af det miljø, der er skabt af det selvsamme genmateriale hos forældrene og deres forældre igen igennem flere generationer. Uligheden er et grundvilkår i livet – den er i overvejende grad biologisk bestemt, og den kan vi ikke gøre ret meget ved. Naturen lader kun de bedste overleve. I et civiliseret samfund kan vi godt bære de biologisk mindre begunstigede – men det at være mindre begunstiget må aldrig betragtes som en dyd, der kræver særlige privilegier. Den dårlige uddannelse kan – og bør – staten imidlertid afhjælpe ved at sørge for en passende skolegang, dvs. en uddannelse, der svarer til den enkeltes evner og muligheder. Man skal jo ikke forsøge at gøre en blind til jagerpilot. Her har det socialistiske Danmark fejlet eklatant. I stedet for at opfylde den enkeltes behov – til gavn for både den enkelte og samfundet – har man nivelleret alle uddannelser fra folkeskolen til universitetet – efter den laveste fællesnævner ud fra Ritt Bjerregaards devise: ”Hvad ikke alle kan lære, er der ingen, der behøver at lære!” På denne måde har vi fået et par generationer af funktionelle, kulturløse analfabeter, og praktisk taget alle nyttige universitetsfag – selv inden for naturvidenskaberne – er blevet afskaffet og afløst af ideologisk bestemte snakkefag uden mening og uden merværdi for samfundet. Undervisning og uddannelse skal ganske enkelt stilles tilbage til niveauet fra 50’erne – med de justeringer, der nødvendiggøres af ny viden og de ændringer af samfundet, som ikke behøver at blive rullet tilbage. Ja, for min skyld måtte man gerne gå tilbage til slutningen af 1800-tallet!
Men den herskende klasse ved nøjagtig, hvad den gør. Et oplyst, veluddannet og selverhvervende folk er en trussel mod dens ukvalificerede styre. Dumhed og uvidenhed er det eneste, der holder de nuværende politikere ved magten, og hvis disse ikke meget snart bliver sat endeligt fra bestillingen, dør folket! Men folkets død er en villet udvikling, drevet frem af de mennesker, der fornægter gruppens betydning – ja, hele meningen med det nationale fællesskab. De hylder individet og et samfund, der består af ene frit i luften svævende organismer uden noget kit, der binder dem sammen – ud over det fælles socialkontor, så længe det består. Et sådant samfund kan imidlertid ikke overleve – og det kan socialkontoret heller ikke, thi ingen vil betale til nogen, man ikke har noget tilfælles med. Bagmændene for disse samfundsopløsende ideer er de selvsamme, som igennem historien konsekvent har ønsket at opløse stærke europæiske samfund – netop på grund af deres styrke. Der er en tendens til at overse disse bagmænd, men det ville være fatalt. Vor overlevelse forudsætter et nådesløst opgør med denne sygdomsfremkaldende bacille.
Hvis samfundet fortsat skal bestå, skal det parlamentariske demokrati afløses af et ansvarligt styre, kontrolleret direkte af folket. Vi må indse, at mennesker ikke er lige, men at nogle har flere evner og større menneskelig integritet end andre. Nogle har simpelthen større værdi for samfundet end andre. Det er disse mennesker, der skal styre landet – ikke en flok postpubertære kvindfolk uden erhvervserfaring, uden virkelig uddannelse og uden menneskelige kvaliteter. Vi skal ganske enkelt have en ny adel. Nu vil nogle skrige op om ulighed, og ja, det er rigtigt. Den biologiske ulighed må nødvendigvis afspejles af en samfundsmæssig ulighed. Ingen dyreflok kan ledes af de ringeste – og dyrene stemmer ikke om deres ledere. Den stærkeste tager automatisk førerskabet over flokken.
Et andet praktisk eksempel på forkert biologisk tænkning er det vanvittige forslag om i lighedens hellige navn at indføre kvindelig værnepligt. Lad os én gang for alle slå fast, at der ikke skal være lighed mellem kønnene, og at de forkætrede kønsroller ikke er et resultat af patriarkalsk undertrykkelse, men er udtryk for naturens orden. Dette har intet med kvindeundertrykkelse at gøre. Kvinder skal naturligvis ikke undertrykkes – de er nemlig langt mere værdifulde end mænd. Det er dem, der fører familierne videre, det er dem, der skal opfostre den kommende generation – det er dem, folkets overlevelse ret beset afhænger af. Sagen er jo nemlig, at mænd kan få omkring 100 børn om året – men kvinder i regelen højst ét. Mænd er derfor – biologisk set – over en bank ret undværlige. Folket kan leve videre med meget få mænd, så længe der bare er kvinder nok. Derfor har vi ikke råd til at bruge kvinder som kanonføde.
Dertil kommer naturligvis andre faktorer, men de er sekundære i forhold dette. Der er kvindens ringere fysiske styrke, en anden psyke, der kan være problematisk under kampforhold, mandens indbyggede ridderlighed, der kan komme til at koste liv, fordi han vil beskytte kvinden, sædelighedens totale forfald ved at blande mænd og kvinder under kampforhold – ja, selv i fredstid deler de i dag stuer på kasernerne. Og hvad med gravide soldater? – Så længe de kan blive gravide, for det hårde fysiske liv kan ende med at gøre dem ufrugtbare, hvilket vi som samfund ikke har råd til. Kvinders skæbne som krigsfanger kan vi tænke os til. Nogle vil nok sige, at man i enkelte lande allerede har kvindelig værnepligt, f.eks. i Israel, tilsyneladende uden problemer. Dette sidste betvivler jeg – men sagen er den, at Israel på mange måder har ryggen imod muren – i dag dog nok mindre end tidligere. Når man har ryggen imod muren, må man en gang imellem gribe til nødløsningen – ligesom Sovjetunionen under den anden verdenskrig. Men det kan kun blive nødløsninger. Og sovjetiske piger led en krank skæbne, når de kom i krigsfangelejre sammen med deres landsmænd af hankøn.
Der er masser af arbejde i forsvaret, hvor kvinder kan gøre god fyldest, uden at blive udsat for større fare – men det kan kun blive i en kortere tid, for lad os holde fast i, at folkets overlevelse afhænger af, at kvinderne får børn – og helst i en tidlig alder, og helst så mange som muligt – og at de opdrager disse børn til at være nyttige samfundsborgere. Den hjemmegående husmoder er den vigtigste person i samfundet. Det betyder naturligvis ikke, at hun bare skal gemmes af vejen i køkkenet. Det er vigtigt, at også pigerne får en god grundlæggende uddannelse og en god kulturel forståelse, for det er forudsætningen for, at de har noget at give videre til deres børn.
Forsvaret af folket imod ydre fjender har altid været mandens opgave, ligesom det også er ham, der skal skaffe familien det daglige udkomme. Vi kan lære meget af vikingetidens samfund, som var alt andet end kvindeundertrykkende. Når manden gik i krig, var det kvinden, der styrede ikke blot husholdningen, men hele familiens økonomi. Og når mange mænd ikke kom hjem i live, så overtog kvinderne ledelsen. Mænd havde endvidere ikke blot en hustru, de havde friller, og disses børn indgik også i ætten i den udstrækning, manden knæsatte dem, dvs. fastslog, at de var velskabte, og anerkendte dem som sine. Derved sikredes slægtens overlevelse bedst.
Man kan med nogen ret hævde, at monogami er unaturlig – netop fordi kvindens formeringsevne er så begrænset, som den er. Hertil vil man indvende, at der jo er næsten lige så mange mænd som kvinder, og at en til hver derfor vil være meget passende – hvis man altså ser bort fra mænds overdødelighed i naturtilstanden. Men i dette spil er der endnu en faktor: kampen om den bedste mage, ikke mindst kampen om de bedste mænd. Kvinder vil stadigvæk foretrække rigtige mænd frem for feminiserede tøsedrenge. Kvinder søger kun undtagelsesvis den intellektuelle og følsomme type. De foretrækker den stærke, rå og brutale, der nok feterer dem, men som stadig er mand. Derfor falder så mange piger for de fremmede fyre – de er nemlig rigtige mænd. At det så har en bagside, erfarer de først senere. Af samme grund vil danske mænd hellere have en pige fra østen, for hun er stadig pige – og drømmer ikke om at være mand. Også det har imidlertid en bagside. Begge dele tjener til udryddelse af europæeren – og det er også hensigten hos dem, der fremmer sådanne blandede forhold.
Det er meget populært at hakke på islams kvindesyn, men ret beset ved vi jo ikke ret meget om, hvad kvinderne tænker. I nogle lande går man naturligvis til yderligheder, men generelt ser piger i muslimske samfund, der har nået et vist civilisatorisk stade, hvor man ikke blot betragter kvinder på linje med æsler og kameler, ikke ud til at være ulykkelige – egentlig tværtimod. Der er naturligvis nogle, der gribes af Vestens individualisme og dermed glemmer, hvad formålet med det hele er. Men den muslimske pige er generelt flittig i skolen, hun har ikke kærestesorger, hun drikker sig ikke fra sans og samling hver fredag, og når hun først er blevet gift, er hun sådan set sikret – i hvert fald i de fleste samfund. Hun ser ikke med misundelse på sine vestlige medsøstre, når de slanger sig på stranden i deres mikroskopiske bikinier. Hun betragter dem med foragt. Hun hyller sig i sine sorte gevandter og eventuelt sin niqab, for hun viser kun sin skønhed frem for sin mand – og for ham er hun jo iklædt det smarteste tøj fra inderst til yderst. Gå en tur i en hvilken som helst basar i Mellemøsten og kig på kvindetøj der! Hun får et barn om året, og opdrager det, som hun selv er blevet opdraget. Hun rystes i regelen ikke af utroskab med andre mænd, tænker ikke i skilsmisser, delebørn og samkvemsret. Hendes liv er velreguleret. Hun har en familie, en storfamilie, en klan og et folk, som ganske vist ikke er etnisk bestemt, men derimod religiøst, men det giver samme tryghed. Hun skal eventuelt dele sin mand med andre kvinder – og hvad så? Det er kun de genetisk bedste, der opnår en økonomisk status, så de kan forsørge flere koner – og det er godt for genmassen som helhed!
I Indien er det inden for alle religionssamfund – også blandt kristne anglo-indere – ganske almindeligt, at ægteskaber arrangeres af forældrene, der indrykker ægteskabsannoncer for deres døtre i indiske blade – og oversøiske indiske blade. Der lægges stor vægt på økonomi, uddannelse og kaste (hvilket blot er en andet ord for race, selv om der er sket en stor blanding i tidens løb). Der tages lettere på det blandt de kasteløse, som bl.a. af den grund forbliver på samfundets bund. Det er jo, når alt kommer til alt, biologien, der afgør det hele.
Jeg var en gang i Indien sammen med kolleger – mange feministiske kvinder – der spurgte en gruppe unge anglo-indiske overklassepiger, hvordan de ville finde deres ægtefæller. Enstemmigt svarede de – til feministernes store fortrydelse – at de ville overlade det til deres forældre, for de ved bedst, hvad der på længere sigt tjener de unges interesser. ”I don’t believe in catch marriages”, som en af mine indiske bekendte engang sagde. ”I prefer match marriages!” Hans datter havde netop nået den alder, hvor dette spørgsmål var aktuelt. Og ret havde han.
Unge lader sig lede af følelser – eller måske snarere af det, de tror er følelser, men som i virkeligheden er temmelig dyriske drifter. Dem er der naturligvis ikke noget i vejen med, men de er sjældent særlig stabile, og de er derfor ikke egnede til at grundlægge en familie på. Det er en rest af vores basale biologi, som ikke er gavnlig for opbygningen af civiliserede samfund, og da mennesker som nævnt ikke kan overleve uden at danne samfund, og da nogle af os nu engang er udstyret med den hjerne, vor art generelt har udviklet, og derfor vil noget mere end blot tilfredsstille disse dyriske lyster, ja, så må vi indgå nogle kompromisser på dette felt. Men mennesket har ikke haft så meget held med at undertrykke naturen i samfund uden en stærk social kontrol. Og jeg ser sådan set social kontrol som noget særdeles positivt – inden for rimelighedens grænser.
I min barndom var skilsmisser sjældne, og forekom de, blev der snakket i krogene. Det var ikke noget man gjorde, hvis man ville anses for at være et ordentligt menneske. Og det var dyrt og besværligt at blive skilt. Og der var absolut ingen delebørn. Børnene var moderens. Lidt ligesådan så man på børn uden for ægteskabet. De fandtes jo i mængder, og der blev da naturligvis snakket om det! Men man lod det ikke gå ud over børnene. Samfundet var langt mere stabilt og solidarisk – og jeg tvivler meget på, at folk var mere ulykkelige – tværtimod.
Jeg nævnte ovenfor, at monogami ikke er naturligt – og det vil jeg gerne fastholde. Der har da også til alle tider været talrige udenomsægteskabelige forbindelser. Det blev der da også snakket om – men medmindre man drev det for vidt, forblev snakken begrænset. Men hvis man på 5 år fik 5 børn med 5 forskellige fædre, ja, så var det svært at undgå en vis snak. Hvor jeg vil hen med det, er upopulært. Da det er kvinden, der fører familien videre, kan hun ikke tillade sig sidespring – og jeg vil vove den påstand, at det heller ikke ligger i kvindens inderste natur. Hendes behov for tryghed er meget større end hendes behov for elskere. Manden har det omvendt, og det bliver man nok nødt til at acceptere, hvor nødigt man end vil. I krisetider har flerkoneri fungeret fint. Krigen efterlod i Tyskland millioner af uforsørgede krigsenker, blandt hvilke mange havde uforsørgede børn. Mange mænd havde derfor flere familier at forsørge. Man talte ikke alt for åbent om det – og det gør man stadig ikke. Det fungerede for mange godt, men for nogle naturligvis mindre godt – men det var nødvendigt.
Et samfund, hvor fornuftige forældre styrer børnenes ægteskaber i en vis rimelig grad, vil alt andet lige være et lykkeligere samfund. Og et samfund, hvor naturens drifter er båndlagt og underordnet samfundets overordnede interesser, vil være et stærkere samfund! Vi skal huske, at meningen med det hele er at få børn og at give disse så trygge rammer, som vi kan. Det gør vi i trygge familier – men inden for disse trygge familier må der være højt nok til loftet, til at vi også kan være mennesker med den biologi, mennesker nu engang har. Det er nok en udfordring, men en udfordring, det kan være nødvendigt at leve med for at bevare børnenes trygge familier. Det er jo lidt sådan, muslimske samfund håndterer det. Alt andet er, når det kommer til stykket, udtryk for en samfundsopløsende egoistisk individualisme. Men vi er alle et produkt af det samfund, vi lever i. Det bør vi imidlertid se at overvinde, men vi kan ikke overvinde naturen. Det har kristendommen forsøgt i to tusind år, og det er ikke lykkedes.
Med kvindernes masseindtog på arbejdsmarkedet begyndte ulykkerne for alvor at vælte ind over samfundet. Familierne fik rigtignok flere penge mellem hænderne, men de fik jo også flere udgifter, som de ikke tidligere havde haft. Kvinderne måtte nu have vaskemaskiner og opvaskemaskiner, og den sunde mad, de tidligere havde fremstillet selv af friske råvarer hjemme i køkkenet, måtte de nu købe som hel- eller halvfabrikata, fremstillet af tvivlsomme råvarer, tilsat alskens kemi, så produkterne kan holde sig, og pakket i flere lag emballage, så de kan transporteres, pakkes, udstilles osv. Specialforretningernes dage var talte. Mejeriudsalget, slagteren, ostemanden, grønthandleren, fiskeforretningen og bageren måtte efterhånden dreje nøglen om – og det samme måtte købmanden. Det nære samfund afgik ved døden – det samfund, hvor alle kendte alle, og hvor alle følte ansvar over for hinanden. Samfundet, hvor købmanden, slagteren og gartneren nøje vogtede over, at deres varer var i orden, for de skulle jo ikke sælges til vildt fremmede, men til folk i nærsamfundet, folk, som man mødte på gaden hver dag, og som nok skulle give en tilbagemelding, hvis der var noget i vejen. Familierne måtte nu koncentrere sig om indkøb i weekenden i et af de nye supermarkeder eller indkøbscentre uden for byen. Man måtte derfor også have en bil eller to. Familien var kun sammen i weekenderne, hvor alle var trætte og irriterede. Folk fik efterhånden flere og flere ting, men blev deres tilværelse samlet set lykkelige og tryggere? Det tror jeg ikke! Det nye liv sled på ægteskaberne. Kvinderne var nu på arbejdsmarkedet sammen med andre mænd. Der var masser af fristelser, og det blev lettere at blive skilt. Skilsmisser blev dagens uorden. Græsset er altid grønnere hos naboen, men problemerne flytter altid med. I muslimske samfund må kvinder – i hvert fald i teorien – kun arbejde for deres mænd!
Folk har nu fået fine, store huse – men kvartererne er mennesketomme hele dagen. Der er ikke mere legende børn – heller ikke i weekenden, hvor de sidder på deres værelser – hvert barn sit, naturligvis – og spiller på deres computer.
Bankerne blev rigere og rigere, for alt dette skulle jo finansieres, så der skulle også betales renter. Prisen blev nu efterhånden det altafgørende parameter – ikke kvaliteten. De ringe industrifremstillede og kemikaliefyldte fødevarer får ækle sygdomme til at brede i befolkningen. Hvor kræft i min barndom ramte hver femte, er det i dag mere end hver tredje.
I min gymnasietid lærte vi, at erhvervslivets opgave var at udnytte landets ressourcer, beskæftige befolkningen og tilfredsstille dennes behov for produkter af forskellig art. Overskydende produkter kunne sælges til udlandet, så vi der kunne købe ting, vi ikke selv kunne fremstille. Dette er en sund økonomisk model. Folk med en god ide åbnede en fabrik og omsatte deres ide til virkelighed. De levede og åndede for deres produkt, som de forsøgte at fremstille så godt som muligt til en pris, som kunden kunne betale. Kapitalen kunne hentes i banken – eller senere på børsen. Og allerede her begyndte det at gå galt. Spekulationen holdt sit indtog. For de ”professionelle investorer” var det nu ikke produktet, men børskursen, der var det vigtigste. Langsigtede investeringer blev uinteressante, for de kunne ikke umiddelbart aflæses på aktiekursen. Man sjakrede med firmaer som var det bananer. Man frasolgte givtige produktionsgrene og slagtede så eventuelt resten. Den kortsigtede gevinst blev afgørende. Varernes og kapitalens fri bevægelighed gjorde senere, at resterende gode danske firmaer blev opkøbt af anonyme internationale kapitalfonde – og produktionen blev flyttet til lavprislande langt fra Europa. Det fik transportbranchen til at eksplodere. Et vognmandsfirma er i dag blandt Danmarks 25 største selskaber. Landbruget, som siden Arilds tid havde været landets grundlag og fundamentet for en sund livsstil for halvdelen af befolkningen, forsvandt og blev erstattet af børsnoterede selskabers industrilandbrug, i hvilket der i dag indgår en masse kemi. Store landbrug kræver store maskiner, for arbejdskraften er blevet for dyr. Store maskiner er dyre, de kræver også bankfinansiering, så der skal tjenes flere penge til renter. Af den pris, vi betaler i supermarkedet, får producenten vel i gennemsnit 5 %. Hele det økonomiske liv bliver ikke blot globaliseret, det bliver reguleret, kontrolleret og bureaukratiseret. Den offentlige administration vokser ukontrolleret. Hvad der før blev gjort lokalt af lokalt personale, bliver nu gjort på computer i Indien. Internationale svindlerbander oplever kronede dage.
Hele verden er i dag storkapitalens legeplads. Jødiske kapitalfonde som f.eks. Blackrock ejer de fleste store industrier i USA og det meste af Ukraine. Hvor meget de ejer i resten af Europa har jeg ingen idé om, men det er sikkert en betydelig del, og da ejerskabet af aktieselskaber er et uigennemsigtigt kinesisk æskesystem, er det vanskeligt at få et overblik. I Danmark står der efterhånden Orkla på det meste. Det er, hvad der er blevet af det private initiativ. Jeg foretrækker, at staten ejer store virksomheder, så overskuddet går til det fælles bedste!
Det er mildest talt lattervækkende at skulle høre på miljøaktivister og klimatosser, der fortæller os, at vi skal spise insekter i stedet for kød, og at vi skal tage den ikkeeksisterende bus på arbejde i stedet for vores bil, fordi den forurener. Globalismen forurener! Den moderne kapitalisme forurener! Krig forurener mere end noget andet! Hvis vore varer stadig blev fremstillet lokalt, ville der være betydelig mindre forurening! Og det er den vej, vi bliver nødt til at gå igen. De eneste, der har profiteret af udviklingen igennem de sidste 60 år, er den internationale storkapital – og andre svindlere og forbrydere. Og disse superkapitalister bruger deres gevinster til at ensrette vore medier, lamme vore hjerner og forvandle os til kapitalismens lydige slaver og konsumenter. Og dette er kun muligt, fordi vi styres af de mindst begavede, mest korrumperede og på alle måder dårligst udrustede og moralsk mest fordærvede individer i folket – personager, som i et fornuftigt samfund ville henleve deres tilværelse på dettes bund – eller endnu bedre ende den i galgen!
Man fortæller os, at vi ikke kan standse samfundsudviklingen – som om denne var naturbestemt. Naturligvis kan vi standse eller regulere samfundsudviklingen. Det er kun et spørgsmål om at mobilisere viljen til at gøre det – men vi lever i et samfund, hvor kapitalen ejer politikerne med hud og hår. Under dette system får dårligdommene lov til at brede sig ukontrolleret. Kapitalismens formål er at samle alle verdens rigdomme på meget få hænder og, som nævnt, at reducere alle os andre til bevidstløse forbrugsslaver.
De største tabere har imidlertid været børnene – og dermed folkets fremtid. Hvor mødrene tidligere videreformidlede familiens og folkets traditioner, sprog, sagn osv. til deres børn, overlades børnene nu til ”pædagoger” (ofte uuddannede unge piger og mænd uden egne børn), der ikke selv kender noget til folkets kultur eller historie, som taler et rædsomt sprog, og som ikke har noget som helst, de kan formidle til nogen. I dag skal disse i forvejen udfordrede ”pædagoger” ovenikøbet tage hensyn til alverdens andre kulturer og børn med en helt anden baggrund, børn, som for Guds skyld ikke må ”diskrimineres” eller gøres til ”danskere” – som om det var noget, man kunne gøre nogen til. Børn, der sendes i institutioner, sendes ud i den absolutte kulturelle intethed – de lærer intet om deres folk eller historie, de lærer ikke god opførsel, de lærer ikke at tale ordentligt – de taler ”perkerdansk” – de lærer kort sagt ikke noget – bortset fra at råbe og skrige, for det er den eneste kommunikationsform i sådanne institutioner. Og dagens unge mødre har desværre heller ikke meget, de kan give videre til deres børn, for de har heller ikke selv fået noget fra deres mødre. Der forestår en stor folkepædagogisk indsats, men denne vil sagtens kunne iværksættes ved hjælp af fjernsyn og andre mediekanaler, som passende kunne anvendes til noget positivt i stedet for at sprede åndelig gylle.
Et alternativ er en privat dagpleje – men hvilken garanti har forældre for, at en dagplejemor har noget som helst at videregive til deres børn – og under ingen omstændigheder vil det jo være deres families værdier og historie, der videregives, historierne om deres forfædre og disses liv. Forfædrene lever kun, så længe deres historie viderebringes til nye generationer. Når mindet om forfædrene dør, dør familien – tilbage bliver kun isolerede individer uden fodfæste i folket og historien.
Man taler i dag så meget om børns og unges problemer. De magter ikke at gå i skole, de er usikre på sig selv, de lider af utallige mere eller mindre frit opfundne diagnoser, som var totalt ukendte i min barndom. Ja, de ved jo i dag ikke engang, om de er drenge eller piger. Alt dette er direkte resultater af forældrenes egoistiske materialisme. Børnene kommer ganske enkelt ikke mere i første række. De er blevet problemer, der skal passes af tilfældige fremmede. Og når forældrene så endelig har ferie, opdager de, at de ikke har nogen egentlig relation til deres børn – de ved ikke, hvordan de skal være sammen med dem. Og det er jo så endda i bedste fald. For ofte har vi at gøre med delebørn, som har flere familier og halvsøskende med flere forskellige forældre. Dette liv er virkelig kompliceret – alt for kompliceret til at give børn en tryg og god opvækst. Det er intet under, at unge i dag har problemer og savner basal viden om helt jordnære ting.
Tag dertil skolernes indoktrinering af børnene med naturstridige og historieløse ideer om ”kønsidentiteter” og skyldkomplekser, fordi de er hvide. De bliver fremmedgjorte for deres kultur og historie – i stedet for stolthed skal de føle skam – for skam gør dem til svage individer, der ikke vil forsvare deres fædrene arv, således at landet og folket lægges åbent for indvandring af fremmede skabninger og virkelighedsfjerne teorier. Det er børns ret at blive opdraget i overensstemmelse med deres køn. Drenge skal opdrages som drenge – og piger som piger. Hvilket køn de har, afgøres ved at se, hvordan de er udstyret anatomisk! Og det er deres ret at blive opdraget til stolthed over deres historie og den civilisation, deres forfædre har skabt. Det giver dem en eksistentiel sikkerhed – et åndeligt ståsted, hvor de kan føle sig trygge, og som kan inspirere dem til at bygge videre på den arv, de har fået. På den måde bliver de helstøbte og selvsikre individer, der hverken har spiseforstyrrelser, skærer i sig selv, tager stoffer eller begår selvmord! Et folk, der fornægter sin egen kultur og sine egne værdier, er dødsens – og det samme er enkeltindivider, der ikke har noget, de kan identificere sig med.
I stedet har vi i dag opfostret en ”gamer”-generation, der lever uvirkelige, ”virtuelle” liv i fysisk såvel som åndelig passivitet. Vi har flere generationer, som ikke kan læse, ikke kan skrive og ikke kan regne. Alt det er der jo maskiner til – ja, den i dag desværre manglende menneskelige intelligens kan jo også bare erstattes af en kunstig intelligens, som kan tænke for os, eller kan den? Man kan naturligvis let forestille sig en kunstig intelligens, som uden videre kan udkonkurrere Mette Frederiksens og Lars Løkke Rasmussens – det kræver kun en meget simpel computer – men hvad vil menneskets rolle blive i en sådan verden, hvor styringen af samfundsudviklingen helt overlades til computere, hvilket i praksis vil sige til dem, der programmerer computerne og dermed os? Og sæt programmerne en dag ikke virker? Så går hele samfundet i stå, og menneskene sidder og kigger ud i den blå luft!
Uddannelsesniveauet er i frit fald. Heller ikke i skolen stifter børnene bekendtskab med deres kultur og historie – for hvad kommer det dem ved? For dem begyndte verden den dag, de blev født. Alt andet er ligegyldigt. De lærer i skolen, at de alle er lige dygtige. Genier og åndssvage skal undervises sammen, så der er garanti for, at ingen af dem får noget ud af undervisningen. En sund og effektiv undervisning skal naturligvis tilpasses børnenes forskellige evner. I tidligere tider begyndte man adskillelsen mellem bogligt stærke og bogligt svage elever allerede efter 5. klassetrin. Men det var udemokratisk. Hvad ikke alle kan lære, er der jo som bekendt ingen, der skal lære. Derfor er der i dag takket være skolens bestræbelser meget få, der virkelig kan noget – og de få skal nok blive kanøflet senere i uddannelsessystemet, hvor alt går op i gruppeundervisning, gruppeeksaminer osv. I dette system er der ingen plads til den begavede – og det er, som den herskende parasitære ”elite” vil have det. Vidende og veluddannede mennesker ville, som allerede nævnt, være en trussel mod de inkompetente magthavere, der har forvandlet vore samfundsinstitutioner til et politisk bordel, som fortjener langt mindre respekt end det simpleste offentlige pissoir!
De såkaldte højere uddannelser har et niveau, som er langt lavere end en studentereksamen for 50 år siden. Det er med bævende hjerte, man i dag går til sin læge – for også han er blot en halvstuderet røver. Vi har mistet viden på en lang række felter: skibsbygning, tekstilindustri, togproduktion…. Alle de felter, hvor vi engang havde industri og kunne opbygge viden. Vore store offentlige byggeprojekter fra sporvognssystemer til sygehuse er katastrofer – vi har ganske enkelt ikke mere selv den fornødne viden – og de udenlandske firmaer, vi tilkalder, består tilsyneladende kun af røvere og banditter, der blot ønsker at score kassen. Dagligt kan vi læse om aflyste tog, fordi køreledninger falder ned, signaler ikke virker, eller skinner ikke vedligeholdes. Vi er blevet en tabernation. Det eneste, vi har nok af, er et opblæst bureaukrati, som heller ikke fungerer. Antallet af forliste softwareprojekter inden for stort set alle offentlige områder er legio. Ejendomsvurderinger, arbejdsformidling, skattesystemer, politi etc. Vi kan ikke lave noget af det, for vor arbejdsstyrke er vokset op i kuvøser, hvor de unge mennesker hele tiden blevet bestyrkede i, hvor dygtige de er – mens virkeligheden er, at de er uduelige. Det er ikke deres skyld, det er vor skyld. For vi har ladet samfundet degenerere, fordi vi har ladet det styre af mennesker, der retteligen burde høre under åndssvageforsorgen. Vi har tænkt og handlet ubiologisk. Vort uddannelsessystem er bygget på ideer, som ikke tager højde for, hvordan virkeligheden er. Lighedsfilosofien er ubiologisk og derfor samfundsnedbrydende! I stedet for at gå til skydning og på sprængningskurser har vi imidlertid bare skiftet kanal på fjernsynet.
Formålet med livet er at formere sig! Det er imidlertid lykkedes menneskehedens fjende at bilde folk ind, at man skal undgå at formere sig. Sex er blot for fornøjelsens skyld. Derfor har man indført P-piller, så børnetallet begrænses, og som om det ikke var nok, begyndte man for allerede mange år siden at slå små børn ihjel, inden de blev født. Børn er en hindring for moderens egoisme – for hendes ”selvrealisering”. Men hør nu her: Kvindens biologiske opgave er at få børn og at opdrage dem – ikke at stå ved en maskine eller sidde ved en kasse i supermarkedet. Kvinden realiserer sig selv ved at få og opdrage børn! Ikke ved noget som helst andet. Vi hører om overbefolkning i verden, og det er meget rigtigt, men overbefolkningen stammer ikke fra Europa og de produktive befolkninger, der kommer fra Europa. Overbefolkningen sker i tredjeverdenslande, hvis indbyggere ikke evner at forsørge sig selv. Ligesom det tidligere var tilfældet i Europa, er der i den tredje verden en stor børnedødelighed, men i dag sender Vesten medicin, lægehjælp og fødevarer til disse områder i stedet for at lade naturen regulere børnetallet. Det giver overbefolkning, idet overbefolkning pr. definition er en tilstand, hvor væksten i befolkningstallet overstiger ernæringsmulighederne. Sult var tidligere i den tredje verden en af de afgørende selektionsfaktorer. Kun de stærkeste overlevede, og det er godt for en befolkning, for hvem hver dag er en kamp for at overleve. Det er evolutionært rigtigt. I Europa kan vi sagtens forsørge store børneflokke. Hos os er sult og tilfældige infektionssygdomme, som ikke er direkte relevante for den biologiske udvælgelse, uden betydning.
Den fri abort er statslegaliseret mord – intet andet. Uden den havde vi i dag haft ca. 2 millioner danskere mere. Nu benytter man manglen af disse til at begrunde nødvendigheden af indvandring – altså en udskiftning af befolkningen. Hvis vi ser på historien, ser vi, at mange af de betydelige personligheder inden for kunst, filosofi og videnskab er født som barn nr. 7, 9 eller 13 af en børneflok. Disse børn bliver i dag slet ikke født. Virkelig fremragende personligheder er sjældne, og vi har gjort dem endnu sjældnere. Vi mangler dem rent faktisk – men vi har skabt et samfund, hvor der kun er plads til middelmådigheder og idioter. Det passer magthaverne bedst!
At vi tillader denne udvikling, er et resultat af egoistisk individualisme, og denne svækker folket. Det er ubiologisk. Vil vi overleve, bliver vi nødt til at tænke kollektivt – lige som vore fjender, der blot sidder og venter på at overtage vort land.
Man kan med al for stor ret spørge sig selv, hvad moderne mennesker mon mener, meningen med det hele er. Jeg frygter, at svaret blot vil blive, at de ønsker at købe, nyde livet og have det rart. I den rækkefølge. Der er naturligvis ikke noget i vejen med at ville nyde livet og have det rart. Det vil vi vel alle. Men hvis ens hele livsindhold er at købe, så er der noget i vejen. Alle er naturligvis nødt til at foretage nogle indkøb, men det skulle ikke gerne være livets mening. Men det er det for mange. Man køber og smider væk for at købe nyt. Man taler om en indkøbsoplevelse… En tur på en genbrugsplads taler sit tydelige sprog – eller i et af de mange varehuse for elektronik, møbler eller andet. Jeg mindes en familie, der ved deres sølvbryllup smed alt ud for at købe nyt – og det er mange år siden. Jeg sætter derimod pris på at bevare gamle ting. Mit spisebord købte mine forældre, da de giftede sig i 1942. Ved det bord har jeg leget, læst lektier og studeret igennem store dele af mit liv. Det var centrum for familielivet i min barndom. Det er et fortrinligt bord, selv om det er et krigstidsbord. Det kan holde 100 år endnu, mindst – men når jeg lander i forbrændingen, sker det samme vel med bordet. Vi er tvunget til en gang imellem at opdatere alt det elektroniske (og elektriske) ragelse, vi mere eller mindre påtvinges at besvære vort liv med, og en bil holder desværre heller ikke evigt – men ellers gælder det dog vel om at bevare tingene så længe som muligt, for de er en del af vor historie, ja, på en måde en del af vor identitet. I de gode gamle dage fik man lavet sine møbler hos snedkeren. De var naturligvis ikke billige, men de holdt jo i generationer og var på den måde billigere end det juks, vi omgiver os med i dag. Og de gav en følelse af kontinuitet. Det er bæredygtighed! Den flok idioter og stenaldermarxister, som i dag fabler om bæredygtighed og økologisk ansvarlighed, aner ikke, hvad det er!
Et andet sted, hvor man tydeligt ser forfaldet, er på kirkegården. Hvor jøders og muslimers grave skal ligge evigt, ryger vi en etage længere ned efter 20-30 år. Så bliver der sandsynligvis sået græs i stedet, og ingen vil mere vide, hvem der ligger stablet under græsset. Folk ærer og mindes ikke længere deres døde – og de vil eller kan ikke betale de eksorbitante beløb, mange kirkegårde kræver for et gravsted. Dertil kommer naturligvis, at folk flytter rundt – og alene dermed river deres rødder over. Der er ingen slægtsfølelse og ingen hjemstavnsfølelse. Jeg bor ti minutters let gang fra den kirke, hvor jeg oprindelig blev døbt. Jeg kendte en meget stor del af de mennesker, der ligger begravet der. I dag er mange af disse grave blevet sløjfet – og der er blot græs. Men mange ligger der da naturligvis endnu, og så længe de ligger der, bliver de husket. Jeg tager med korte mellemrum en tur rundt til alle dem, jeg kendte i levende live – og så længe der er nogen, der gør det, er disse mennesker ikke glemt. Selv kommer jeg ikke til at slutte mig til dem. Min slægt ligger begravet andetsteds, hvor ingen desværre kender os mere som andet end et navn.
Mange børn kender i dag ikke deres forældre – og ikke mange ved, hvem deres bedsteforældre var. Kun få ved, hvem og hvad deres oldeforældre var. Mindet om forfædrene har altid tidligere været noget centralt i vor kultur. Tænk blot på kæmpehøjene, jættestuerne og de mange stendysser, der pryder landskabet1. Det er bl.a. det, der gør det til vort land – det har det været i årtusinder, og det skal det forblive, for ellers bliver vi blot rodløse konsumenter i en kulturløs verden af isolerede enkeltindivider fra alverdens lande – en kopi af Abernes Planet. For kapitalismen er dette ligegyldigt. For den er alle mennesker lige – så længe de kan forbruge. Det er vor pligt at forsvare dette land mod alle, der vil invadere det og overtage det – og ikke mindst imod alle dem, der forråder folket og vil give landet bort. Til dem skal der reserveres en ubehagelig død: Hvis folket en dag rejser sig, bliver opgøret ubarmhjertigt, og det ved forræderne udmærket. Derfor vil de bekæmpe enhver modstandsbevægelse lige så ubarmhjertigt.
Nogle vil nu spørge, om dette da er alt, hvad livet går ud på – formeringen og den implicitte kamp imod andre grupper. Det er måske nedslående at måtte svare: Ja, det er det vigtigste. Det er naturens opgave til os, og det er den, vi ultimativt vil blive bedømt på. Men det er op til os at skabe en merværdi i vore liv, en smuk verden med skønne bygninger, dejlig kunst, smukke digte og medrivende litteratur. Det er den merværdi, der vil give livet en yderligere dimension – og langt større værdi end den moderne verdens konsumsyge og indholdsløse underholdning. Vore forfædre har efterladt os en umådelig skat af indsigt og skønhed – den moderne verden efterlader sig kun skrot og udtjente elektriske dingenoter.
Ved at styrke uddannelserne og videnskaben – herunder også åndsvidenskaberne – vil vi blive klogere på os selv og andre. Vi vil lære at forstå verden og gøre vor tilværelse lettere. Men vi skal ikke tro, at vi nogensinde kommer dertil, at vi kan beherske naturen. Det vil altid være naturen, der behersker os. Og vi skal ikke opfinde ting, blot for at opfinde dem – vi skal hele tiden overveje, hvad de vil kunne føre til. Nye teknologier skal ikke tages i brug for deres egen skyld, men først, når vi ved, hvad vi vil bruge dem til, og hvilke konsekvenser det vi få. I Romerrigets tid opfandt en mand en primitiv dampmaskine, hvis nytte han fandt indlysende. Han præsenterede den for kejseren, som undersøgte sagen grundigt og derefter tilkaldte opfinderen. ”Det er en god opfindelse, du har gjort, og du skal få din rigelige belønning, men vi vil ikke bruge den. Den ville få uoverskuelige konsekvenser for vort samfund. Hvad med alle slaverne? Hvordan skulle vi beskæftige dem? Vi kan ikke overskue følgerne!” Det var en klog kejser, og senere tiders industrialisering har unægtelig demonstreret konsekvenserne af dampmaskinen og dens efterfølgere. Den har bragt os mange goder – men jo også mange problemer. Og den har netop skabt nutidens konsumsamfund, hvor evnen til at købe og smide væk efterhånden forekommer at være den eneste værdi i livet.
Nydelsessygen synes at have fortrængt enhver religiøs følelse – men netop religionen har været en stabiliserende faktor i menneskelivet fra Arilds tid. Det er nok ønskværdigt, at den religiøse følelse finder nye og andre udtryksformer – en tro på og hengivenhed mod naturen, som i sandhed er en mægtig og for mennesket uudgrundelig kraft. Men disse efter min mening nødvendige nye udtryksformer må aldrig føre til, at vi glemmer vor historie, og til den hører også kristendommen, hvis fortællinger og værdier har præget vort samfund, vor kultur og vort landskab – på samme måde som vore fjerne forfædres religiøse forestillinger. Det er alt sammen en del af den historie og kultur, som udgør vort samlede rodnet.
I dag lider mennesket af hybris – overmod. Man tror, at det er i menneskets magt selv at definere og skabe mennesket i overensstemmelse med naturfjendske vrangforestillinger. Man vil skabe et menneske, der selv bestemmer sit køn, sit udseende og sine evner. Men dette menneske kan ikke findes. Det er en social ingeniørkunst, som kun kan føre til ulykke for den enkelte. Når mennesket frit kan definere alt, er det naturligvis også menneskets skyld, når f.eks. klimaet ændrer sig – selv om det alt sammen har en helt naturlig forklaring, og klimaændringen i øvrigt er et stort gode. Var klimaet ikke blevet varmere, havde det meste af Danmark endnu været dækket af et kilometertykt islag.
Mennesket forsøger i dag også at skabe evigt liv ad kunstig vej. Dette kan måske umiddelbart lyde som en forjættelse, men er det nu også det? Vi har tidligere været inde på overbefolkningsproblematikken. Hvad nu hvis alle skal leve evigt? Ja, så må vi holde op med at formere os – og så standser enhver evolution. Vi bliver som tøffeldyrene. Og ville det nu ikke blive et kedeligt liv i længden? Det ville hurtigt blive som en lang række genudsendelser i fjernsynet. Det har i europæisk historie og tradition altid været en forbandelse ikke at kunne dø. Livets cyklus er livets mening.
Vi skal ære de gamle – thi det er dem, der har bygget alt det op, vi i dag kan nyde godt af. De er vort led til fortiden og vor historie. Men desværre er det også dem, der har ladet landet degenerere til ukendelighed i dag. De blev grebet af materialismen, og de skønnede ikke i tide på, hvad de havde. De lod sig besnakke og tog deres åndelige næring fra fjernsynet, efterhånden som det udviklede sig til en kloak med direkte forbindelse til enhver bolig i landet. Det er især min generation, der er skyldig i at have sat vore forfædres arv over styr, så vore børn kommer til at stå tomhændede tilbage i en fremmed, kold og kulturløs verden. Vi er nogle relativt få, der har sat vor borgerlige tilværelse og vore karrieremuligheder til i et forgæves forsøg på at bekæmpe forfaldet. Nogle vil sige mig, at jeg har valgt en håbløs vej – og deri kan de meget vel have ret, men de, der har valgt klogere, har – når alt kommer til alt – ikke kunnet opvise meget bedre resultater. Deres karrieremuligheder har også været begrænsede, og forfaldet har heller ikke de kunnet standse. Vi har vel været for naive. Vi har troet på systemet og på demokratiet – uden at indse, at dette såkaldte demokrati blot er en virkelighedsfjern skrivebordsideologi ligesom alle andre, og at ingen ideologi frivilligt slipper magten. ”Pennen er mægtigere end sværdet!” ynder man at sige, men dette er en smuk illusion, der oftest dækker over fejhed og magelighed. Men sværdet kræver en befolkning, der vil løfte det, for hvor én mand kan skrive en bog med blæk eller på computer, kræver det et stærkt fællesskab, der vil sætte alle hensyn til side, at skrive en bog med blod. Og dette fællesskab har vi ikke, for alle har det stadig for godt. Lad mig imidlertid på falderebet give mine landsmænd denne advarsel: Det gode liv vil ikke vare ved. Det kan ikke deles med en verden, der ikke selv har været i stand til at skabe noget, og som nu vil lukrere på alt det, vore forfædre har skabt. Disse horder har imidlertid den styrke, vi har mistet. De handler som en gruppe, og de er fast besluttede på at fortrænge os. Det vil blive en hård kamp, og jo længere den bliver udskudt, desto sværere vil det blive at vinde den. Og taber vort folk den, er det slut med honningkrukken, for de nytilkomne vil ikke dele den, og når den er tom, vil de ikke evne at fylde den igen. Vi går en fremtid i møde, som vil være alles kamp mod alle i en verden af kulturel og materiel armod.
Udfordringen ved at skabe det gode samfund er at sikre en tilværelse præget af skønhed, retfærd og velstand uden at sætte de mekanismer ud af drift, som er forudsætningen for den fortsatte evolution. Det drejer sig om at bryde den cirkel, der siger, at magelige samfund skaber ”slappe drenge”, og at disse helt naturligt skaber utrygge samfund, men at utrygge samfund skaber stærke mennesker, som gør alt, hvad de kan, for at skabe trygge og magelige samfund og så fremdeles.
Under alle omstændigheder bliver vi nødt til at gå et godt stykke tilbage, gerne til før socialismen holdt sit indtog. Der starter vi, og så stiller vi sporskifterne om, så vi kommer et andet sted hen i fremtiden. Vi skal væk fra den globaliserede verden og væk fra storkapitalismens kvælertag. Grundlaget for et godt liv kan kun være det nære samfund, den lokale produktion og de lokale forretninger. Og vi skal trække stikket til internettet og smide mobiltelefonerne langt væk – i hvert fald uden for arbejdstiden.
Der er ingen anden vej end den af Winston Churchill anviste: Blod, sved og tårer!
Note
- Se Martin A. Hansen: Orm og Tyr. ↩︎