En nyere artikel af Sebastian Pothoff m.fl., offentliggjort i Personality and Individual Differences, viser, at nordeuropæere (Tyskland, Holland) er mindre tilbøjelige til at »give andre skylden« end sydeuropæere: ”Selvbebrejdelser omfatter tanker, der vedrører at bebrejde sig selv for en traumatisk eller stressende begivenhed. At bebrejde andre er processen med at bebrejde andre for det, der er sket for en selv.”
De diskuterer også beviser for, at nordeuropæere scorer lavere på magtdistance, hvor magtdistance refererer til den grad, i hvilken mindre magtfulde mennesker i en kultur accepterer magtuligheder; med andre ord er nordeuropæere mere egalitære.
Disse fund passer godt med teorien om, at der er en nord-syd-gradient i individualisme og egalitarisme (se her mod slutningen), hvor nord er højere på begge områder. Med hensyn til egalitarisme har det skandinaviske samfund generelt en historie med relativt små indkomst- og klasseskel. En antropologisk undersøgelse af jæger-samlere fandt, at den økonomiske ulighed svarede til den i det moderne Danmark (Eric A. Smith, et al., Current Anthropology.51(1),19–34, 2010).
Forskellen i skyldplacering hos andre er særlig interessant, idet den stemmer overens med tanken om, at nordeuropæere lettere indtager den andres synspunkt, når de tildeler skyld. Jeg tror, dette er en del af individualismens dybe struktur. Da Michael Polignano skrev en bog med titlen Taking Our Own Side, satte han fingeren på et stort problem for vestlige individualister: Vi har en tendens til at indtage et neutralt synspunkt i moralske spørgsmål — ikke partisk til vores egen fordel eller til fordel for vores gruppe. Vi har en tendens til at indtage den følelsesmæssigt uinteresserede, rationelle observatørs synspunkt, ikke påvirket af personlige interesser. Så vi er mindre tilbøjelige til at bebrejde andre for problemer og gør vores bedste for at se situationen fra den andres synspunkt.
Så svenskere er mere tilbøjelige til at bebrejde sig selv for indvandrerkriminalitet, no-go-zoner og mange indvandreres had til Sverige og dets kultur. For eksempel, vil den nye læseplan [ved Stockholm Policy Academy] være ”progressiv” med mere fokus på kulturel følsomhed, etisk bevidsthed, kønsproblematikker og mere. De kommende politibetjente vil opnå »større forståelse for det interkulturelle perspektiv.«
For at gentage nogle tidligere argumenter defineres moral i en individualistisk kultur ikke som det, der er godt for individet eller gruppen, men som et abstrakt moralsk ideal — f.eks. Kants kategoriske imperativ: »Handl kun efter den grundsætning, hvorved du samtidig kan ville, at den skal blive en universel lov.« Vi forstår, at mennesker har en tendens til at være egennyttige, men når vi udformer juridiske og moralske systemer, forstår vi, implicit eller eksplicit, at alle har interesser. Korrekt adfærd er derfor adfærd, der ville være passende for enhver – Kants ”universelle lov”.
Individualisme indebærer en lighed i interesser – at alle har interesser, men ingen har en privilegeret moralsk position – filosoffen John Rawls’ ”uvidenhedens slør”. Argumenter om moral må derfor nødvendigvis søge en abstrakt moralforståelse, uafhængig af nogen bestemt persons interesser; gruppeinteresser har slet ingen privilegeret moralsk status. Som et ekstremt eksempel falder argumenter for slaveri om, at slaveri er godt for nationen (almindeligt blandt forsvarere af slaveri i England i det 18. århundrede) eller for individuelle hvide, men som ikke tillægger sorte som individer nogen moralsk betydning, derfor for døve ører.
På den anden side har kollektivistiske kulturer som jødedommen en meget udførlig moralsk kodeks, der privilegerer medlemskab af gruppen. Slaveri er ikke et onde i sig selv, fordi det krænker individers legitime interesser; det afhænger snarere af, om jøder drager fordel af det. Der findes en udførlig jødisk lov om slaveri, der aldrig er blevet ophævet, en lang historie med jødisk slavehandel, og der findes forskellige etiske kodekser for, hvordan slaver må behandles, afhængigt af om slaven er et jødisk medmenneske; det samme gælder for strafbare handlinger (se A People that Shall Dwell Alone, kap. 6). I kollektivistiske kulturer er gruppetilhørsforhold, typisk slægtsgruppen, afgørende for den moralske vurdering.
Jøder er derfor hurtige til at »give den anden skylden«. Formålet med kapitel 7 i Separation and Its Discontents (Rationalization and Apologia: The Intellectual Construction of Judaism) er at opsummere den omfattende apologetik, som jødiske religiøse ledere og filosoffer har udøvet gennem århundreder for at fremstille jødisk adfærd som fuldstændig irrelevant for antijødiske holdninger. Desuden diskuterer The Culture of Critique talrige jødiske teorier om antijødiske holdninger og adfærd baseret på psykoanalyse (f.eks. mange psykoanalytikere, herunder Freud selv i hans skandaløse Moses and Monotheism, Frankfurterskolen, New York-intellektuelle), hvor sådanne holdninger er resultatet af seksuel undertrykkelse eller forstyrrede forældre-barn-relationer, og mange andre jødiske forfattere har givet en uheldig kristen teologi skylden. Når jeg læser jødiske forfattere om dette emne, får jeg indtryk af, at jøder med en stærk identifikation er fuldstændig ude af stand til at finde noget som helst ved jødisk adfærd, der overhovedet kunne bidrage til antijødiske holdninger.
En moral baseret på uegennytte fører naturligt til opstilling af moralske idealer, der ikke afspejler bestemte menneskers eller gruppers interesser, men som er gode i sig selv. Moralsk idealisme er en stærk tendens i den europæiske kultur, især siden det 17. århundrede, hvilket for eksempel ses hos de tyske idealistiske filosoffer og de amerikanske transcendentalister. Der opstilles universalistiske moralske idealer, og derefter tages der skridt til at realisere den moralske vision ved at forandre verden, ofte ledsaget af en stor moralsk inderlighed. Bevægelsen for afskaffelse af slaveri i England i det 18. og 19. århundrede er paradigmatisk. Denne stræben efter moralske idealer forklarer en del af dynamikken i den vestlige historie.
Analogien med den moderne verden er indlysende. Hele konstruktionen af politisk korrekthed er udformet som en moralsk indgruppe. Der gøres alt for at skamme og udstøde dem, der for eksempel modsætter sig massiv ikke-hvid indvandring eller mener, at europæere, ligesom andre folkeslag, har legitime interesser i at forsvare deres territorier. Etiketter som “racist” fungerer som definitioner af moralske indgrupper. Alle de intellektuelle og politiske bevægelser, der diskuteres i The Culture of Critique, udsætter Vesten for en moralsk kritik, hvor afvigere ikke blot er faktuelt eller teoretisk forkerte, men onde.
Og nu ser vi fænomenet »principfast konservatisme«, hvor moralske idealer opstilles (for at retfærdiggøre kontrol fra elite-donorer, der er afhængige af frihandel, en aggressivt pro-israelsk udenrigspolitik og åbne grænser).
Dermed er den moralske universalisme, der kendetegner individualismen, en ulempe i kampen mod andre grupper. Individualister er tilbøjelige til at handle imod deres eget folk på vegne af et moralsk princip – som i den amerikanske borgerkrig, hvor rigtig mange nordstatsfolk var motiveret til at gå i krig mod Sydstaterne for at udrydde slaveri som et moralsk onde. Sådanne mennesker sætter deres moralske idealer højere end båndene til deres race.
Der er en åbenlys forstand, hvor sådan moralsk idealisme kan være fatalt uhensigtsmæssig. I den moderne verden af politisk korrekthed, som defineres af den kulturmarxistiske venstrefløj, bliver moralske idealer, der er uforenelige med de europæisk-afstammede folks interesser, konstant udbasuneret af eliterne i medierne og den akademiske verden. Sådanne budskaber falder i god jord blandt de europæiske folk, selvom andre racer og etniske grupper fortsat søger at forme den offentlige politik i overensstemmelse med deres opfattelse af egeninteresse. Den europæiske tilbøjelighed til moralsk idealisme og uegennyttig moralsk ræsonnement bliver således en del af Vestens selvmordsideologi.
Kilde
Fra The Occidental Observer; “Northern Europeans less prone to “blaming the other”“. Oprindeligt udgivet d. 29. april 2016.